Lær mig, o skov, at visne glad (af Lotte Thyrring Andersen)

Mange teologer ser lidt skævt til Adam Oehlenschlägers (1779-1850) salme ‘Lær mig, o skov, at visne glad’. De fleste kan nok blive enige om, at salmen er en klassiker, som indfanger efterårets stemning af forgængelighed. Men samtidig mener flere, at salmen gør døden alt for let. Oprindelig indgik salmen i fortællingen Eremiten (Digtninger. Anden Deel, 1813). Salmen var her på fem vers, og det sidste vers lyder:

Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kiærligt Venskabs Minde;
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.

Eremiten handler om Theodor og Susanne, som rejser til Harzen for at besøge Susannes far. Faderen lever som eremit, og da det unge par når frem, er faderen netop død. Parret møder ligfølget på vej gennem skoven, og skolebørn fremfører salmen. Fortællingen hører ikke til Adam Oehlenschlägers største bedrifter, og det sidste vers i salmen er forståeligt nok sløjfet. Men det viser dog, at døden og tabet er omdrejningspunktet for hele teksten.

Vender vi blikket mod de fire vers, som indgår i Den Danske Salmebog (DDS 537), udtrykker teksten en klar erkendelse af, at livets afslutning ikke bliver nogen let sag for jeget. Salmen er fra 1813, det år Adam Oehlenschläger fyldte 34, og tanken om døden har tilsyneladende tynget den yngre mand. Fra første linje understreger salmen, at jeget er sig smertelig bevidst om sin manglende evne til at visne glad. Og denne bevidsthed understreges med udråbet ”lær mig”. Som det hedder i første vers:

Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.

Jeget vender opmærksomheden mod skoven for at finde hjælp til ”at visne glad”. Det vælger det gule blad som et forbilledligt udtryk for evnen til at acceptere sin lod i livet. Bladet falder og bliver til muld. Men i mulden lever ”et bedre forår”, for næringen giver træet mulighed for at grønnes igen, sætte nye blade og hente fornyet kraft gennem de dybe rødder. Der er tale om naturens evige cyklus, der grunder sig på den nære sammenhæng mellem tab og fornyet vækst og opstandelse.

Samme bevægelse fra tab til håb finder man i andet vers, hvor jeget henvender sig til trækfuglen og beder den lære jeget at være frejdig og at tro på, at der findes en sommer på den anden side af vinteren:

Lær mig, o lille trækfugl, du,
at svinge mig med frejdig hu
til ubekendte strande!
Når alt er vinter her og is,
da skal et evigt Paradis
mig hisset åbent stande.

I tredje vers henvender jeget sig til sommerfuglen, fordi det spinkle insekt evner at forvandle sig fra en krybende orm på jorden til et flyvende væsen med vid udsigt og smukke vinger. Altså igen transformationen fra det begrænsede vilkår til den håbefulde livskraft. Og denne himmelske retningsangivelse mod træer og flyvende væsener fuldendes i fjerde og sidste vers, hvor jeget henvender sig til sin Frelser:

Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!

I kristen forstand henviser verset til påskens tab og opstandelse, som udgør en dialektisk enhed. Men hvad er det nærmere bestemt, jeget ønsker at lære af naturen, skoven, himlens fugle og Frelseren? Det ønsker at lære at acceptere livets vilkår og anerkende grænsen, afslutningen og døden. At acceptere livets lod kræver imidlertid en særlig indstilling og et særligt sind. En indstilling som ikke har noget at gøre med tankevirksomhed, refleksion og lærdom. Med alle de redskaber, som digteren benytter sig af i sin hverdag, og som har gjort ham berømt i det ganske land. Jeget regner med, at det vil være afmægtigt, når det engang skal stå ansigt til ansigt med de uafvendelige forhold i livet. Med de vilkår, som man ikke selv kan kontrollere, styre eller skabe: alderdommen og døden som den ultimative grænse. Men i stedet for at vende sig mod den menneskelige verden, mod sproget, lærdommen, tanken og bøgerne, vender jeget sig mod den sprogløse natur. Og det er denne modsætning mellem jeg og natur, som er det centrale omdrejningspunkt i teksten.

Det handler med andre ord om modsætningen mellem viden og væren, tanke og umiddelbarhed, menneske og natur. Og dette modsætningspar går igen i hele salmen. En modsætning, der på samme tid er udtryk for den romantiske tænkning i begyndelsen af 1800 tallet. Adam Oehlenschläger introducerede romantikken i Danmark, og for Oehlenschläger og hans generation af digtere og tænkere var naturen og uskylden den positive modpol til den menneskeskabte kultur. Man hyldede barnets uskyld, det oprindelige, følelsen og de ’ægte’ værdier. Men ordet romantik peger samtidig på det, som er hinsides det konkrete, på længslen efter en idealverden, og derfor kan salmen ”Lær mig, o skov, at visne glad” da også læses som en romantisk drøm om at visne glad. En drøm skabt af en digter, der vidste bedre og kendte til splittelsen mellem natur og kultur i sit eget sind.

Lotte Thyring Andersen