Livets efterår (af Kirsten Nielsen)

Bladene falder af træerne. Det bliver koldt. Det er efterår. Om en måned er det Allehelgen. Vi ser på naturen, og vi tænker på vores eget livs efterår.

Romantikkens store digter, Adam Oehlenschläger, skrev i 1813 en salme om at dø, hvor han sammenligner vores liv med naturens. I første strofe henvender han sig direkte til skoven: “Lær mig, o skov, at visne glad / som sent i høst dit gule blad” (DDS 537). For Oehlenschläger er naturen et sted, han kan spejle sit eget liv i. Når skoven kan visne glad, er det fordi den ved, at “et bedre forår kommer”. På samme måde ser Oehlenschläger frem til at slå rod i “evighedens sommer”. Efter vinterens is her på jorden venter der “et evigt Paradis”. Der er en fast rytme i naturens liv, årstid afløser årstid, og på samme måde ved Oehlenschläger sig sikker på, at der venter os noget endnu bedre efter døden.

I de første tre strofer henvender Oehlenschläger sig til naturen for at lære af den; men i salmens sidste strofe vender han sig direkte til “min Herre, frelser, Jesus Krist”, for naturens gang er ikke tilstrækkelig for Oehlenschläger. Endnu et forløb hører med: forløbet fra Jesu død til hans opstandelse: “langfredag var en bitter dag, / men skøn var påskemorgen”. Nok er det godt at lære af naturen, men den virkelige trøst ligger i, at også frelseshistorien og vores liv ligner hinanden.

Adskillige år senere, i 1993, færdiggjorde Lars Busk Sørensen sin salme om naturens gang og  vores liv: “Nu står der skum fra bølgetop” (DDS 731). Det er oktober. Bølgerne har skumtoppe, og blæsten river det ned, som Gud har skabt i løbet af sommeren. Æblerne er modne og “falder i “oktobermørke haver”. Det er naturens gang, og vi kan nikke genkendende til beskrivelsen.

Busk Sørensen henvender sig modsat Oehlenschläger ikke til naturen for at bede den om at optræde som en lærer. Naturen er ikke besjælet som hos romantikerne. Det er Gud selv, Busk Sørensen ser som den store læremester: “Gud, lær os…”. Naturen kan bruges som billede på, hvordan vores liv også bevæger sig frem mod efteråret; men den egentlige lære får vi af Gud, der lod sin søn vise os, at “døden intet finder hos, / den som har elsket meget”.

Når Busk Sørensen kalder Kristus “den, som har elsket meget”, minder ordlyden om Jesu ord til synderinden, som fik sine mange synder tilgivet, fordi hun havde elsket meget (Luk 7,47). Busk Sørensen skaber dermed associationer til denne fortælling, som får lov at fungere som en underforstået parallel: Også for os syndige mennesker gælder det, at kærligheden redder os – og så kommer fortællingen om Jesu død ind og minder os om, at det er hans kærlighed, der er stærkere end døden. To fortællinger kommer i dialog med hinanden og udvider hver især betydningen af den anden.

Det er netop Jesu kærlighed, der skal bryde “sindets frøskal ned / så alt i os er kærlighed / den nat, hvor kulden kommer.” Med sindets frøskal henviser Busk Sørensen til endnu et bibelsted, Jesu beskrivelse af sig selv som et hvedekorn, der må dø i jorden for at kunne bære mange fold (Joh 12,24). Også i denne lignelse er det en naturmetafor, der bruges til at formidle budskabet.

Når disse naturmetaforer er så overbevisende, skyldes det, at de afspejler et forløb, som vi kender og regner med. År efter år har vi med egne øjne konstateret, at sådan er det. Bibelen og Salmebogen er da også fyldt med billeder hentet fra naturens verden. Billederne viser lighederne mellem os og naturen; men både Bibel og Salmebog viser også, at vi ikke kan nøjes med at spejle os i naturen. Selv en naturromantiker som Oehlenschläger må have frelseshistorien med. Det er for begge salmedigtere evangeliet om Jesus Kristus, hans død og opstandelse, der giver håb midt i døden.