Mørk er november (Af Else Kragelund Holt)

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske –
og plante et træ:
frugter kan uspået komme.

Teksten er af Thorkild Bjørnvig, skrevet til Båring Højskoles indvielse i november 1959. Den beskriver novembers tiltagende mørke. Hvordan alting i naturen truer vores livsmod. Ikke mere lys, ikke flere flammende efterårsfarver i naturen, vandet, der – som vi selv – begynder at fryse. Og den fortsætter, trodsigt, med en opfordring til at nægte at lade sig kue som værn mod det sorte og tomme: ”Synge vil vi, legen er magt.”

Men ikke alene vil vi synge – vi vil også ”elske og plante et træ” (citerer humanisten Bjørnvig mon her Luther?), som kan sætte frugt og modsige dødeligheden. Det ville nærme sig overgreb at antyde, at Bjørnvig tænker i kristelige baner her. Tværtimod, tror jeg. Hvad digtet udtrykker er kærlighed til livet i verden her og nu, hvor mørket med nødvendighed må modsiges – både mørket i naturen, og det mørke, der truer det legende menneske af ”beregning, forstand og foragt.”

Bjørnvigs stærke tekst – der er ikke mange sange, der så enkelt beskriver den frysende fornemmelse af det tiltagende mørke i november, som vi alle mærker i disse dage – skriver sig ind i en dobbelt sammenhæng. Den første er Grundtvigs ”Skyerne gråne,” der i min slidte Højskolesangbog (17. udgave) står lige efter Bjørnvig. Også Grundtvig beskriver i de første vers mørket i naturen, som får os til at fryse:

Skyerne gråner, og løvet falder,
fuglene synger ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukker: det sner!

Og dog bære blus vi med glæde

Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visner i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivner af kuld.

Og dog bære blus vi med glæde

Hvor Bjørnvig peger på sang og leg som modgift til mørkets håbløshed, der peger Grundtvig på lyset. I de første strofer, der beskriver det sene efterår, bærer vi blus med glæde på trods af mørket. Fra strofe 3 – ”Solhvervet kommer, og bladet vendes, // dagene længes på ny” – bærer vi blus, fordi vi i troen får vished om, at det igen vil blive lyst:

Troende hjerter i vinterløbet
føder den liflige vår,
trykker den til sig i barnesvøbet
med et lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

Ud af mørket fødes lyset og dermed håbet om et ”lyksaligt nytår” – ud af adventstidens mørke fødes julens glæde, den evige vår, det lyksalige nytår, som ikke blot, men dog også, er det nye år i årstidernes skiften, men også er det evige liv i gudsrigets lys.

Dét kan Grundtvig skrive, men ikke Bjørnvig; hos ham kan frugterne komme ”uspået.” Det er nu ikke ment som en sur teologisk bebrejdelse. Begge kæmper de sig frem mod lyset gennem mørket, sådan som november-decembers adventstid kæmper sig frem mod julefejringen med sang og glædesblus.

Ydermere, så sker der noget sælsomt, når man synger de to sange. Til Grundtvigs sang har Thora Borch skrevet en melodi, der i al sin enkelhed og ovenikøbet i f-mol, understreger tungheden ved adventsmørket. Trods troens tillid til, at lyset kommer, forbliver sangen stilfærdig, nærmest meditativ. Ikke engang omkvædet gør stemningen lettere.

Bjørnvig har derimod valgt en anden strategi, når han skriver sig ind i en musikalsk sammenhæng. Jeg tillader mig at gå ud fra, at ”Mørk er november” er skrevet med henblik på at synges på melodien til ”Frydeligt med jubelkor.” Jeg er ikke musikhistoriker, men har ladet mig fortælle, at den oprindelige melodi til Morten Børups hyldest til foråret, fra Piae Cantiones (1582) var ukendt i mange år. I min barndom i 1950-60’erne sang vi den i hvert fald på Carl Nielsens jublende melodi fra 1901, og måske er det den, Bjørnvig har kendt? Men også Piae Cantiones-melodien jubler, skønt i mol.

Hertil kommer, at når vi synger ”Mørk er november,” så klinger ”Frydeligt med jubelkor” med og bidrager til at skabe håb. Den sang, Bjørnvig opfordrer os til at synge, kunne måske netop være Morten Børups:

Hvor dog Gud er god og viis!
Hvor er verden fager!
Hvor dog alt til Herrens pris
ånd og tanke drager!
Han har stort og småt på jord,
urten, som på marken gror,
form og farve givet.
Efter nat vi dagen nu
hilse vil med frejdig hu,
takke Gud for livet.