Naturen i min salmedigtning (af Marianne Bordinggaard)

Vi lancerer idag, d. 11. marts, 26 nye salmer af en helt ny salmedigter, Marienne Borddinggaard, og hun sætter i denne klumme nogle ord på sin digtning.

Mine salmer spænder over det meste af kirkeåret og de skiftende årstider. Naturen er en stor inspirationskilde i min digtning. Jeg har derfor i denne introduktion valgt at fokusere på salmer, hvor naturen indgår i mit billedunivers. 

Mørke og lys er et gennemgående tema i de tre salmer, jeg vil beskrive i det følgende. Teksterne bevæger sig fra sjælens mørke, der kan afspejle sig i naturen, til den endelige udfrielse, der symboliseres ved lys eller daggry. Den troende vandrer med håbet mod lyset – og evigheden.

I Mørket tager mig til fange råber jeget i sin afmagt: ”Skaber, slip min længsel fri”. Herefter sker der en gradvis opløsning af mørket. Håbet fødes, da den første stjerne skimtes på nattehimlen. Lyset intensiveres – først stjernevrimlen, så dæmring og gryende solopgang. Håbet er den troendes åndedrag. Salmen slutter med ordene ”hør, min længsels vingeslag”. Udfrielsen er nær, og snart vil morgendagen – evighedens lys bryde endegyldigt frem. En lignende tematik findes i Spred din glæde, lysets klæde.

I Du søger mig alle steder beskrives jegets oplevelse af gudsnærvær. Tekstens ”du” søger og finder jeget i dets skjul på ”mørklagte stræder / hvor skyld og livssmerte bor”. Den talende bliver udfriet fra sit skyggeliv, trøstet og fulgt ud i verden med et håb, der rækker ud over døden: “Du bliver når gnisten slukkes / og mørket har skjult min sti, / når alle udveje lukkes / vil sangen gøre mig fri.”

Gud, lad kærligheden tale begynder i vinterdvalen, hvor den talende har søgt skjul; ”skyld vil æde sjælen op”. Men Gud er nåde, og jeget sættes fri under ordets tiltale. Alt bliver nyt, ”Der blev lys – mit liv begynder / som den første skaberdag”. Salmen slutter med en bøn om at måtte bo i lyset. Salmen vil udtrykke troens erfaring af Guds nåde og indgriben. Den kan synges i fastetiden.

I Som Mælkevejens symfoni bliver naturen brugt som udblik til det guddommelige samt skabelsen og evigheden. Naturen er en gåde for os, selv om vi oplever den gennem vore sanser. Troens verden er ligeledes uudgrundelig. Vi overvældes af Guds storhed og ”forunderlige nåde”. Hver strofe har samme opbygning som den følgende: ”Som Mælkevejens symfoni / og himmelrummets harmoni / er skabelsen en gåde. / Da livsløst ler fik form af Gud / blev mennesket med varme, hud. / Forunderlige nåde.” Salmen er således både en lovprisning og forkyndelse.

Naturen og vore sansninger af den er også det primære i mine årstidssalmer. Ventestunder – jorden blunder beskriver overgangen fra vinter til det gryende forår med opstandelsen som nøglebegreb, ”Forårsgrøde i den bløde /muld hvor gule krokus gror / helligt møde – liv af døde / se, violer fra i fjor”. Sindet beruses af sitrende dufte er en lovprisning, der beskriver hvordan ”vinterens hjerte slår revner og smelter / alt i naturen forvandler sig ”.

Efterårets vemod og længsel mod foråret – og endegyldigt evigheden – tematiseres i Ahorntræets krone flammer, der kan synges til Alle Helgen. Efteråret er et sindbillede på vor forgængelighed, for ”snart er gyldne grene nøgne / hver en gnist i vore øjne/ svinder og dør ud”. Understrømmen i løvfaldet er døden. Men naturens vise stemme viser os vej. For de olden, der ligger på jorden, hvor vi går, vil spire, mens vi græder, ”håb kan ikke dø”. Påskens hvide anemone vil blomstre på ny. Selv om ”bøgens nøgne grene hvisler / om den visse død”, venter foråret – og en opstandelsesmorgen forude. Gud vil stille vintersorgen og gøre alting nyt!

Stærene flyver i flok over marken er en pilgrimssalme, hvor årstiderne spiller en væsentlig rolle. Jeget er fanget i sit hus bag tårevædede ruder og sukker efter svar: ”Er der et hjerte, der banker derude …?” Efterårets stormvinde raser mod huset, og jeget betragter stæretrækket på himlen og længes væk. Vinteren nærmer sig, det isner i blodet, men håbet sejrer over mismodet, ”Se, jeg vil leve, der venter en sommer / Stær, kom tilbage, lad mig flyve med”. Jeget vil følge længslernes vej mod lys, varme og fred. ”Dagen vil dæmre, i lyset bag skyen / står du ved kysten og venter på mig”. Salmen er således en jeg-fortælling om lidelse, håb, længsel – og evig udfrielse! 

Er du den tætte tåge er i en kategori for sig. De enkelte strofer er en række sansemættede naturbilleder, der er formet som spørgsmål til Gud vedrørende den menneskelige eksistens. Hvor er Gud (tekstens ”du”) i forhold til vore drømme, længsler, håb og den modgang, vi møder i livet? Salmen slutter med troens bekendelse til Gud: ”Du er den guddomsgåde /der runger i dale og fjeld / du skabte os og du råder /på jord og i himmelvæld.”

Vidunderlige lille fugl omhandler en vingeskudt fugl, der er tekstens ”du”. Sangerfuglen, der ligger stum og stille, får håb om atter at fylde rummet med sin forårstrille. Stemmen dør langsomt ud, men sangen vil stige op til Gud: ”Når solens stråler titter frem / så synger du i lysets hjem / som før i træets krone”. Fuglen opmuntres til at sprede sine vinger, flyve højt og løfte sin stemme. Så lyder det: ”Nu ringer kirkens klokker ind / kom hør den milde forårsvind / der bruser – du er hjemme.” Salmen er atypisk, men har et sjælesørgerisk sigte.

Naturen spiller en ganske anden rolle i Gud, du skabte verdens vidder, der er en klimasalme. Gud anråbes som skaberen, der gav jorden sit åndedrag og bragte orden ud af kaos. Vor planet er imidlertid truet – dyrearter er ved at forsvinde, og kaosbølger slår mod land. Salmen er en syndsbekendelse, men også en bøn til Gud om, at han vil give os en ny chance for at genoprette naturens orden. Salmen slutter med troens tillid til skaberen: ”På dit ord vil mørket svinde / som ved første morgengry / Du vil lade håbet vinde -/ give tro og kraft på ny.”

Jeg håber denne introduktion til dele af mit salmeunivers har vakt en interesse for at læse og anvende nogle af mine salmer i menighederne. Det vil være en stor glæde for mig, hvis salmer, strofer eller enkelte ordbilleder kan give genklang i andres sind og være til glæde, inspiration og personlig opbyggelse.

Marianne Bordinggaard