Nogle betragtninger over julemusikkens og julesalmernes karakteristika eller mangel på samme (af Hans Dal)

Omkring den kendte julemusik:

Hvis man i dag hørte melodien til White Christmas med en tekst, der handlede om foråret, ville man nok spærre øjnene (ørerne) op. Kendte julesange er så tæt forbundet med billeder, hukommelse og traditioner fra ens barn – og ungdom, at det ville være næsten umuligt at sætte en ny tekst ind i en allerede kendt julemelodi.

(Prøv lige engang at sætte følgende tekst ind på : Jingle Bells) (undskyld min manglende poetiske evne)

Forårsskud
springer ud
nu bli´r alting grønt
fuglesang
dagen lang
ih hvor er det skønt

Hvis ikke man havde hørt den originale Jingle Bells, kunne man sikkert godt have accepteret en anden tekst (sandsynligvis uden, at den var blevet et hit). Så min konklusion omkring den almindelige kommercielle julemusik er meget enkel: det er det ”tøj” (arrangement) man iklæder musikken. Dvs. tilsætning af klokkespil, strygere, kor, bjælder, en rytme uden for mange synkoper og selvfølgelig: en sangbar melodi, der skal være enkel, logisk opbygget og nem at lære.

Og selvfølgelig er der en del undtagelser. Her kan jeg ikke lade være med at nævne f.eks. ”Sikken voldsom trængsel og alarm” og ”Højt fra træets grønne top” som ikke ligner nogle andre julesange, men for begge gælder jo, at det er julesange og ikke julesalmer.

For med vore gamle julesalmer stiller sagen sig anderledes og noget mere kompliceret. Går man vore salmebøger igennem, slår det mig, at så godt som alle julesalmer er skrevet i forrige århundrede eller tidligere, og naturligt nok har vi anvendt dem så ofte i vore juletraditioner, at de er blevet folkeeje. Akkompagnementet til julesalmerne har for kirkens vedkommende været orgel, og for hjemmets vedkommende enten klaver (med nodeudskrivning), violin eller a capella. Det er således karakteristisk, at nyudgivelser af julesalmer har været forbavsende få (Med et par enkelte undtagelser, såsom Johannes Møllehave, Simon Grotrian, Lisbeth Smedegård, Anne Linnet)

Der har været langt flere udgivelser af nye salmer uden juleindhold. Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen, Hans Anker Jørgensen, Iben Krogsdal, Lars Busk Sørensen, Marianne Harboe m.fl. har alle skrevet mange nye salmer, som efterhånden bliver brugt ved gudstjenester. Går man ind på den nyligt udkomne ”Kirkesangbogen” og slår op under temaer, ja så findes der ganske vist et lille afsnit, der indeholder julesalmer, men der er bemærkelsesværdigt kun ganske få nye! Det er som om salmeforfatterne har været tilbageholdende på dette område. Måske kunne det skyldes, at vi er meget traditionsbundne, når det angår julesalmer. Vi vil helst synge dem, vi kender.

Men er der så karakteristiske vendinger og passager i selv julesalmens melodi, der kunne antyde, at denne melodi måtte være en julesalme?

Jeg må desværre melde nej, som jeg ser det. Ved gennemgang af vore traditionelle julesalmemelodier har jeg ikke kunne finde belæg for passager, der indikerer, at melodien må være til en julesalme. Min viden fortæller mig også, at teksten har været skrevet først, hvorefter komponisten er kommet til. Han/hun har så komponeret en melodi, der skulle passe til versefødderne, hvilket også er normalt i sangskriververdenen – altså teksten først og derefter en melodi. Dermed bliver teksten, der før var et digt, automatisk til en julesalme, når melodien kommer til, og derefter bliver den anvendt i kirken, i hjemmet, og i andre sociale sammenhænge. Samtidig indikerer orglet også ret tydeligt, at nu er det en kirkelig handling, der samler menigheden i glæden over at synge sammen. Men man kan sagtens se nogle fælles træk ved salmekomposition i bred forstand. Der er nemlig to områder, hvor man kan tale om genkendelige karakteristika. Først og fremmest findes der stort set kun salmer i dur. En undtagelse er f.eks. ”Maria gennem torne går”- (Mol er altid en smule sørgelig, og mit barnebarn brød ofte ud i gråd, når jeg sang en sang i mol) – Lidt af et paradoks, at vi har salmer komponeret i det 18.19.og 20. århundrede hovedsagelig i dur, og så 4 nylig udgivne adventssalmer i mol. (’Kirkesangbogen’)

Desuden er tempoet generelt langsomt i salmer. Enkelte organister har den lidt uheldige vane at overdrive fermaterne i salmen, hvilket sætter tempoet noget i stå.

En del komponister har ikke kunnet modstå fristelsen til at komponere en ny melodi til en gammel salme, (nogle gange med held), men INGEN har turdet skrive en ny melodi til en kendt julesalme – den ville nok heller ikke have en chance.

Hans Dal