Novemberklumme (af Arne Andreasen)

Velkommen til november
Og straks man har tænkt november, sætter Henrik Nordbrandts Året har 16 måneder sig i gang… 4 måneders ekstra november og alting er mørkt og man når knapt at se solen før den er nede igen. Hvis den overhovedet har været der.

Midt i mørket
November er midt i mørket, men er også “røsten i ørkenen” der råber med tågehornets influenza-stemme: Hæng på lidt endnu… Der er hjælp på vej… Vi kalder det advent og vi tænker på det der skal komme. Og lad os bare drible uden om juletræer og frokoster og urimelige indkøb. Advent er i en anden dimension. Advent er midt i lyset.

Midt i lyset
For når vi siger farvel til kirkeåret om nogle uger, så træder der nogle helt andre parametre på banen. Lidt som tiden omkring nytår, hvor vi henter en masse energi frem og laver nytårsforsætter og tror på det umulige. Advent er at tro på det umulige. Og vide, at det holder mere end en måned.
Vi siger farvel til det gamle, ber om tilgivelse for at vi ikke gjorde det godt nok, og ber om et nyt clean sheet. Vi ved, at det næste år ikke bliver bedre – men vi ved også, at det ikke kun kommer an på os. Fordi vi er midt i lyset. Og lige dér bliver alt ondt brændt op.

Lige nu
Gud træder ind i verden. Lige om lidt. Og i al fald til midnatsmessen den 24. På magisk vis kan vi næsten mærke, at det er nu. Fordi vi er igennem hele staffagen af gaver og travlhed og salmer og traditioner. Pyha, nu er vi klar til Gud. Han har 30-45 minutter til at vise sig i vores bevidsthed. Og det sker ikke så sjældent at han gør det. Den almægtige Gud. Der er vant til at underlægge sig sine mærkelige menneskers mærkelige forventninger.

Men i virkeligheden har han været her lidt længere. Lige præcis lidt ekstra november er lidt for småt for den almægtige. Han spiller på lidt større baner. Måske har vores år 16 måneder. Men en enkelt dag hos ham er som tusind år hos os. Eller noget. Evigheden og minut-uret.

Profeterne
Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Herren, som I søger,
kommer med ét til sit tempel,
pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
siger Hærskarers Herre.
– står der i Malakias´ Bog – teksten til 2. søndag i advent.

Og temaet om – at lige om lidt kommer frelseren – fylder SÅ meget hos profeterne. Når man læser dem, tænker man, at det er i næste uge at Gud kommer ridende på en regnbue eller en enhjørning. Eller i al fald næste år eller om 5. Og så går der flere hundrede år inden den store stjerne skyder sit lys over stalden i Betlehem og den almægtige kommer ridende på et æsel… De der profeter… deres tro på advent… Dét kunne man godt lære lidt af. Men nu kommer han. Faktisk.

Se min engel
Det starter med Maria, teenagetøsen der siger FINT og OKAY til englen der overskygger hende. Og det slutter med Maria, der gispende gir liv til himlen og frelseren. Barnet og Kongen. Og alt det indimellem er fortællingen om os og advent. Og Gud, der lader sig forsone og skærer en dyb og evig flænge i mørket – og lader lyset omslutte os. Og fornyer sin regnbuepagt med sit faldne folk. Og rejser det i glæde med fremtid og håb.

Her er salmen til 2. søndag i advent – lige der, hvor november er blevet december: Se min engel

1. Se min engel,
hvide engel
lander blidt på din bløde jord
Åbner en sprække
i himmelens dække
Kommer fra lyset
og sår et ord

2. Se min bue,
gyldne bue
danner bro til en himmeljord
Når Herren kommer
blir vinter til sommer
Pagten beseglet
af nye ord

3. Se min glæde,
grønne glæde
vander gavmildt din tørre jord
Håbene skinner
og lyset forbinder
himlen og jorden i fremtidsord

(Malakias kap. 3:1-3 | Johannes 1)

Tekst og musik: Arne Andreasen, 2011-12

Glædelig november. Midt i mørket og midt i lyset.

(“Se min engel” er trykt første gang i “Lysets utålmodighed” og senere i bl.a. “100 salmer”).