Nye salmer i 18. udgave af Højskolesangbogen (af Hans Dammeyer)
Af Hans Dammeyer, organist og komponist, medlem af redaktionen af Højskolesangbogens 18. udgave
Kommissoriet fra omkring 2000, som lå til grund for tilblivelsen af Højskolesangbogens 18. udgave fra 2006, husker jeg som meget omfattende og udførligt. Bag kommissoriet stod Foreningen af Højskoler i Danmark (FFD) og det tegnede en særlig retning mod opmærksomhed på den globale verden. Den forrige udgave, 17. udgave fra 1989 havde en tendens til at hylde det nordiske fællesskab med særligt mange nordiske sange, især færøske og norske samt at vende ryggen til EU ved at fjerne alle andre udenlandske tekster. Men altså i 18. udgave skulle vi vende tilbage: væk med de af de nordiske sange, som ikke blev brugt, ind igen med de engelske sange og ud med salmerne. Dette var vores opdrag, blandt andet.
Allerede efter et af de første møder i den nyopstartede redaktion bad vi FFDs bestyrelse om lov til at forholde os frit til denne salmebegrænsning. Vores argument var, at tendensen i Danmark i starten af 00érne faktisk var, at salmesang og samtale om kristendom og religiøsitet igen var blevet moderne i modsætning til 90’erne tendens til religiøs berøringsangst og derfor også modet på at synge salmer uden for kirkerummet. Desuden vidste vi, at en ny udgave af Den Danske Salmebog var på trapperne med nye salmer inkl. salmer med såkaldte rytmiske melodier.
Mens der i 17. udgave kun blev optaget et par nye salmer (bl.a. Tænk at livet koster livet) udkom 18. udgave med ca. 30 nye salmer. Blandt disse var naturligvis de mest brugte og populære blandt de nye salmer i Salmebogen inkl. Du satte dig selv i de nederstes sted, Menneske din egen magt, Du kom til vor runde jord, Nåden er din dagligdag, Du som gir os liv og gør os glade og Spænd over os.
Men derudover var Højskolesangbogen banebrydende med optag af nogle, som ikke var kommet med i Salmebogen: Det gælder Jens Rosendals salme Troen er ikke en klippe, som er med i ‘Salmebogstillægget 100 salmer’. Møllehaves Denne morgens mulighed er måske af Salmebogskommissionen blevet vurderet for utydelig som salme, men siden er den blevet optaget i salmebogstillægget, så måske tegner dette en tendens til ændring af definitionen på salmebegrebet i disse år. Samme retning gælder måske Lars Busk Sørensens Solen begynder at gløde, som også kom med i Højskolesangbogens 18. udgave, men ikke i Salmebogen. Hovedårsagen her er nok nogle væsentlige teologiske ændringer i teksten iværksat af højskolesangbogsredaktionen, således at den nu fremstår i en opdateret udgave – en udgave som sidenhen også blev optaget i ‘100 salmer’.
Debatten om salmebogens optag af nye salmer gik ikke stille for sig – både før udgivelsen i 2003 og efter. Nogle mente for mange nye salmer kom med, og andre mente det modsatte. Men tilbage står vel at Højskolesangbogen med sit bidrag på dette område i 2006 har været med til at blåstemple brugen af nye salmer og mangfoldigheden af Danmarks salmesang.