Om at finde Guds vej (af Poul Asger Beck)

Den danske Salmebog: Salme nr. 24: En vej eller anden, vor Herre ved råd, er en salme, der vil indgyde tillid, tålmodighed og vedholdenhed. Den virker tankevækkende moderne i vores målrettede og højeffektive tid, hvor man skal finde en løsning her og nu. Og hvor kravet om hurtig handling og målrettet indgriben ofte kun efterlader lidt tid og rum til proces, modning og eftertænksomhed.

Den måske alvorligste synd i vor egen effektivitet er, at Guds veje, tider og metoder – der naturligvis er i pagt med naturen og en sund og bæredygtig modningstid – skubbes ud på et sidespor. Mens vi selv farer mere og mere vild i det stadigt hastigere rullende hamsterhjul.

Ser vi nærmere på salmen, indbyder vers 1 og vers 2 til ro og eftertanke: Tingene løser sig måske ikke ad min vej, heller ikke ad din vej. Men så viser der sig nok en tredje vej – for vor Herre ved råd (v1). Sker det ikke til min tid eller til din tid, så sker det nok på et tredje tidspunkt – for vor Herre ved råd.

Vers 3 opmuntrer os til ikke at tabe modet, for Gud kan vi stole på og opbygge vor lykke på. Han ved hvordan. Hvor befriende: At vi ikke er vor egen lykkes smed, men Gud ved råd. Centralt i Guds måde at løse verdens-kriserne på står i vers 4:

Da vi var fortabte, vor Gud vidste råd:
hans Søn kom iblandt os,
opledte og fandt os,
brød døden, som bandt os. – Ja, Gud vidste råd.

Vers 5 slutter med en opmuntring til at gå, hvor vi bliver sendt. Og så spare på gråden – og bekymringerne kunne vi føje til – for vor Herre ved råd. Det er i høj grad en salme, der ønsker at indgyde os tillid til at stole på Gud. For når vi gør det, viser der sig en ofte overraskende ny vej. Guds vej!

Emblemer: En del kirker rundt om i landet er udsmykket med såkaldte emblemer. Det er små rebusser, der på en nærmest logo-agtig måde vil formidle et lille stykke af troens vej for os. De findes bl.a. i Sortebrødre kirke i Viborg og i Vroue kirke mellem Viborg og Holstebro, hvor jeg har den forret at være sognepræst.

Et af emblemerne i Vroue kirke har samme tema som salmen: En vej eller anden, vor Herre ved råd.

Her ser vi en snegl, der forsigtigt krydser en afgrundsdyb kløft på en smal bro. Lige over sneglen flyver et hjerte med vinger. På dette emblem er sneglen et billede på mennesket, mens det bevingede hjerte er et symbol på Jesus Kristus, der følger den vandrende tæt.

Titlen: Den latinske titel: Circumspecte betyder ”Forsigtigt”. Men ordet rummer vist endnu mere. For Circum– klinger af cirkel. Og -specte klinger af spektrum. Altså noget med at se spekteret hele vejen rundt. Sandsynligvis rummer ordet en forsigtighed, der er knyttet til at se hele horisonten rundt. Altså: Se sig godt omkring både for og bag og dernæst gå forsigtigt frem.

Emblemet her stammer fra en 400 år gammel andagtsbog med titlen Emblemata Sacra (Hellige Emblemer). Bogen udkom første gang i 1624, er lavet af Daniel Cramer, der var professor i teologi i Tyskland.

Af bogen fremgår, at forfatteren er blevet inspireret af Salme 17 vers 5 i Det Gamle Testamente, hvor der står: Mine skridt styrede efter dine spor, mine fødder vaklede ikke.

Salme 17 i Det Gamle Testamente: Salme 17 beder forfatteren Gud om at blive undersøgt nøje: ”Prøv mit hjerte, se nøje efter om natten” hedder det. Gud bedes ”ransage” den bedende og bekræfte, at denne ikke har gjort noget galt. ”Du finder intet skændigt hos mig” og ”min mund forløber sig ikke” for ”Hvad end mennesker gjorde, vogtede jeg mig for voldsmandens veje ved dit ord” (vers 4). Det er altså en person, der mener ikke at have sagt eller gjort noget forkert, selvom han er blevet provokeret til det. Vers 5 kommer som en slags konklusion. Mine skridt styrede efter dine spor, mine fødder vaklede ikke. Altså: Jeg mener selv, at jeg har fulgt din vej. Hvad siger du, min Gud?

Det er værd at bemærke, at denne fine adfærd ikke skyldes den bedendes egne fortræffeligheder. Det er en retfærdighed, der kommer fra Gud (vers 2). Det er takket være Guds ord og vejledning, at den bedende ikke er faldet i den dybe afgrund.

Tilbage til Emblemata Sacra: Men du, Kristus, styrk mine fødder og styr mine skridt, at jeg ikke falder og i faldet fuldstændig går tabt, hedder det i et ledsagende digt fra den gamle andagtsbog. Bønnen er her, at Kristus også i fremtiden vil styre skridtene for den bedende, så man undgår at falde i.

Det er baggrunden for, at jeg tror, mennesket her er symboliseret ved sneglen, der krydser afgrunden. Og at Jesus Kristus, der som en god vejleder følger mennesket ganske tæt, her er symboliseret med det bevingede hjerte.
Sneglen, der må bevæge sig så roligt, at den kan nå at tænke, før den træder, synes jeg er et raffineret og sindrigt billede på os mennesker – og på, hvordan vi med fordel kunne færdes gennem livet: Ikke på min vej, ikke på din, vej, men på den vej som Gud Fader baner, og som Kristus vejleder os til – han, som følger os tæt, og som er med os alle dage indtil verdens ende.

Kort sagt: Lad os finde den indre snegl frem – og gå ad de veje, Kristus leder os på. For vor Herre vidste råd, da han sendte os Kristus. Han ved også råd i dag i vores fortravlede hverdag.

PS. Erik A. Nielsens bog: Gådetale. Emblemer, symbolik, spejle, Billed-sprog IV, Gyldendal 2018, er en helt unik kilde til hele emblemernes gådefulde verden.