Om Marianne Bordinggaards salmer (af Kirsten Nielsen)

I forbindelse med lanceringen af 26 salmer af en helt ny salmedigter, Marianne Bordinggaard, har vi bedt prof. em. Kirsten Nielsen sætte nogle ord på det nye forfatterskab.

Marianne Bordinggaards salmer er præget af et enkelt og letflydende sprog. Hun skriver klart og ukunstlet, fyldt af glæde og taknemmelighed over livet. Naturen er vigtig for hende, men den peger altid videre til den Gud, som har givet os livet i sin kærlighed. Hendes billeder er nemme at forstå, og hendes glæde over livet smitter. Naturen spiller i flere af salmerne en vigtig rolle som billede på livets gang. I salmen ‘Ventestunder – jorden blunder‘ er foråret er på vej, blomsterne spirer frem, og det er “helligt møde – liv af døde”. Gud nævnes ikke, men vi aner, hvem der står bag forårets under. I salmen ‘Ahorntræets krone flammer‘ følger vi naturens gang mod foråret. Det er en salme om håbets sejr. Derfor er frøene i jorden mere end frø, de er “nådens kim”.

I salmen ‘Gud, du skabte verdens vidder‘ er naturen den truede natur, og vi er selv kuede og modløse. Kun ganske kort peger hun på vort medansvar i bønnen “tilgiv det, vi har forsømt”. Det afgørende er, hvad Gud kan gøre for at redde kloden og dermed os. Det er derfor heller ikke os, der skaber den fred, vi har så hårdt brug for: “Du er freden, verdens håb”.

I salmen ‘Det svirrer af vingeslag under hvælvet‘ kombinerer hun bibelske motiver som skabelse, syndefald og Jesu fødsel med nadveren i tillid til, at “Gud vil bevare / den menneskeskare / der går på velsignelsens jord”. Nadveren er også emnet for salmen “Du bærer evighed ind i verden”, hvor hun inddrager både nadverens karakter af fællesmåltid og nadveren som stedet, hvor vi får tilgivelse, fordi Kristus døde for os. Derfor kan vi efter at have deltaget i nadveren “leve og ånde frit” i tillid til at “alt er tilgivet – alt er dit”.

De to sakramenter er tegn på Guds store nåde. ‘Nåden er som oceaner‘, den er grænseløs, vi møder den, når “Vandet øses op fra fadet / over issen, nådebadet”, og når bordet dækkes, og “nåden flyder, dyre dråber /fylder vore tomme liv”. Og når himlen lader sin nåde regne ned over os, så bliver ørkenen frodig og “vi skal bære evig frugt”.

De fleste salmer er præget af tillid og taknemmelighed; men de mørke sider, angsten, kommer også til orde, som det sker i salmen ‘Angsten er som et lynnedslag‘, hvor vejen ud af angsten er evangeliet og nadveren:

                      Lad dit evangelium
                      fylde angstens tomme rum
                      ræk mig brødet, vinens saft,
                      med din nådes skaberkraft.

Angsten er en realitet, og “Mørket tager mig til fange”. For hvis Gud ikke er der, så bliver vi bange. Men også her hjælper det at se på naturen, den ensomme stjerne i mørket, morgenlyset, der pibler frem, solen rødmer, og “dagen kommer med sin sødme”.

Salmerne er præget af tillid til Guds kærlighed. Enkelt beskrives det i salmen ‘Jeg søger fred hos dig‘, hvordan er vores liv med alle dets “brist og brud” er lagt i Guds hænder. Derfor kan vi stole på, at det er hos Gud, vi finder den virkelige fred:

                      Du er min dyre fred,
                      mit håb i sorg og lykke
                      jeg bærer dig med fryd
                      som perlen i et smykke.

En af salmerne er, hvad vi plejer at kalde en bibelhistorisk sang, men hvor vi er vant til at synge om Abraham i Mamrelund, vælger Bordinggaard at skrive om Abrahams hustru: ‘Saras sorg var tung at bære‘. Her følger vi fortællingen om Gud, der besøger det gamle ægtepar og fortæller, at Sara skal få en søn. Sara ler ad det umulige i det løfte, men Gud fik ret, dengang og i dag – for:

                      Gud er godhed vi får givet
                      alt for intet her i livet,
                      Sara fandt sin sjælero –
                      ud af latteren sprang tro.

 Gud er dog ikke blot den gode skaber; Gud er også den gådefulde Gud, som får hende til at spørge “Er du den tætte tåge – Er du den stride bølge – Er du den blanke stjerne”? Og det nærmeste hun kommer er salmens sidste strofe:

                      Du er den guddomsgåde
                      der runger i dale og fjeld
                      du skabte os og du råder
                      på jord og i himmelhvælv.

Og nok er der noget gådefuldt over Gud; men tillidsfuldt kan hun i salmen ‘Du søger mig alle steder‘ udtrykke sin taknemmelighed over, at Gud hele tiden tager kontakt til os, kalder på os, kommer og bærer sorgen for os og støtter os, når vi er ved at falde. Gud ikke blot kommer, men Gud bliver hos os:

                      Du bliver når gnisten slukkes
                      og mørket har skjult min sti,
                      når alle udveje lukkes
                      vil sangen gøre mig fri.

Så lad os synge med på Bordinggaards sange i glæde og taknemmelighed!

Kirsten Nielsen