Op, al den ting (af Hanne og Poul Martinsen)
Salmen “Op al den ting, som Gud har gjort”, skrevet af H.A. Brorson i 1734, er en af de mest alment kendte og mest brugte salmer. Den bruges ved dåb, begravelse, bryllup, højmesser, familiegudstjenester og f.eks. også ved ældremøder. Med sine mange korte vers og sin enkle melodi føles den hurtig genkendelig. Den taler et enkelt og umiddelbart forståeligt sprog og bruger en række velkendte billeder.
Det er fascinerende, hvordan Brorson med sin poesi i en lys og glad tone får trukket forholdet mellem Gud og mennesket stærkt op. På samme tid betones Guds ubegribelige styrke og storhed og så hvordan mennesket må erkende sin plads og reagere med ydmyghed. Glæden over naturen fra det mindste græs, blomsterne, fuglene, havets fisk og stjernerne munder ud i en stor lovsang. Poesien vækker nogle helt grundlæggende følelser og billeder i os, og ved hele tiden at pege på det himmelske løfter Brorson perspektivet.
Når det i vers 3 lyder:
“Det mindste græs jeg undrer på
I skove og i dale,
Hvor skulle jeg den visdom få
Om det kun ret at tale?”
Ja, så betyder ret ikke, at der er en forkert måde at tale om det på. I stedet er betydningen, at græsset er et fingerpeg om Guds storhed og herlighed. Meningen er, at det langt overgår, hvad mennesker kan sætte ord på.
Og når Brorson løfter blikket fra det mindste til det største, må han gribe til ren billedtale:
“Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
Hvor stjerneflokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig ler
Og op til himlen vinker?” (vers 7)
Vi kan også blive grebet af storheden, hvis vi går ind i en nutidig naturvidenskabelig tale om universet. Vi kan f.eks. blive grebet af al den viden, vi kan opnå om noget, der er meget langt væk fra os. – Nogle peger endog på, at vore evner i den retning er et vidnesbyrd om, at vi er skabt i Guds billede. Men når vi forsøger at tyde resultaterne, bevæger vi os videre end det rent videnskabelige sprog.
Nogle fremfører at mennesket da er en helt ubetydelig og tilfældig brik i lyset af universets storhed og mangfoldighed. Men i stedet kan også man hæfte sig ved, at hele universets udvikling har givet os grundstofferne og livsbetingelserne her på jorden. Det kan fremføres, at det kan være skabt for at vi kan være her! I begge tilfælde er der tale om en tydning, som lægger sig ovenpå den naturvidenskabelige beskrivelse.
Det er faktisk ikke muligt for eksempel at bevise, at der ikke er en sammenhæng bagved noget, der fremtræder tilfældigt. Ligesom det ikke er muligt at hævde, at der uomgængeligt engang må fremstå en altforklarende videnskabelig teori om alting. I begge tilfælde er der tale om en tydning, der går ud over de naturvidenskabelige resultater.
På samme måde gælder det f.eks. et udsagn om, at vi og verden er skabt med en hensigt. Igen er der tale om en tydning, der lægges oveni. Og det er selvsagt heller ikke muligt ad naturvidenskabens vej at bevise Guds eksistens.
Naturvidenskaben arbejder inden for en ramme af teorier og eksperimenter, der sætter helt principielle grænser for, hvordan den konkluderer. Det giver til gengæld sikker viden, som kan anvendes både til livsvigtige vacciner og desværre også frygtelige våben. Men det betyder også, at helt grundlæggende eksistentielle spørgsmål må hente deres fundament andetsteds.
Den klassiske formulering, at “naturvidenskab handler om hvordan, men ikke hvorfor” er ganske præcis.
Også i dag er det da muligt trods alle indsigter, at lægge sin egen tydning ind i Brorsons vers:
“Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! Hvor er din visdom stor,
Din godhed, kraft og rige.”