Opstandelsen er lige her (af Iben Krogsdal)
Hvad er opstandelsen? Ofte, når vi taler om opstandelse, taler vi om Jesu opstandelse fra de døde for to tusind år siden. Vi ser måske for os, hvordan opstandelsen fandt sted den påskemorgen i haven i, hvor kvinderne gik ud for at salve den døde Jesus men fandt graven tom, og hvor Jesus kort efter viste sig lyslevende for nogle af sine nærmeste. Men i hvilken skikkelse Jesus vendte tilbage til de levendes verden er noget, der jævnligt giver anledning til teologisk uenighed og nye fortolkninger af opstandelsen. For VAR det Jesus i kød og blod – Jesus i præcis den menneskekrop, der var blevet korsfæstet – der var opstået fra de døde? Eller viste Jesus sig i en helt ny og ikke umiddelbart genkendelig, men mere åndelig, form for krop? Eller er fortællingen snarere en billedtale – en fiktionens manifestation af det godes sejr over det onde?
Når vi taler om opstandelsen som den skelsættende begivenhed en påskemorgen i omkring år 30 i Jerusalem, taler vi om opstandelsen som en hændelse i en fjern fortid. Men en begivenhed, der ikke desto mindre fik betydning for de kommende slægter og dermed også os, som lever i dag. Det, der skete dengang, tolkes som et løfte til alle mennesker om evigt liv, fordi Jesu opstandelse var en opstandelse for os, fuldstændig og på forhånd. Opstandelsen fandt sted dengang, én gang for alle, som den helt unikke historiske frelsesbegivenhed, vi vender tilbage til og henter håb om vores egen opstandelse fra.
Men opstandelsen er gådefuld og kan derfor også sagtens tænkes og erfares på andre måder end gennem den teologi, der især taler om, hvordan Jesu opstandelse dengang kaster sit stærke lys over os i dag som et løfte om livets ultimative sejr over døden engang i fremtiden.
I påskesalmen ”Opstandelsen er lige her” er det ikke opstandelsen dengang i Jerusalem, der bliver genfortalt. Salmen handler heller ikke i første omgang om den opstandelse, vi i kraft af Jesu opstandelse forhåbentlig selv skal undergå engang. Den handler om opstandelsen, som den sker for os, med os, i os, og midt imellem os, lige her og nu. Den opstandelse, vi alle kan opleve i vores egne prøvede og medtagne liv, endda med samme utrolige og livsforvandlende kraft som dengang, Jesus allerførste gang viste sig i gravhaven og alt blev nyt.
Jeg er nogle gange med en vis undren blevet spurgt: Hvorfor står der ikke noget om Jesus i salmen ”Opstandelsen er lige her?” Kan salmen godt være en kristen salme, når navnet Jesus og opstandelsesmorgenen i haven end ikke nævnes?
Det håber og tror jeg, den kan. Når den særlige morgen dengang ikke nævnes, er der fordi den i salmen er vores egen morgen. Og når Jesus ikke nævnes ved navn i salmen, så er det fordi, han allerede er tilstede i salmens strofer. Det er Jesus, vi taler til, når vi synger: Du står, du går, du ser, du sker, du er… Det er ham, der møder os, og opstår i os og med os, når vi erfarer, at noget mørkt og dræbende bliver overvundet i vores eget liv. Nogle gange kan det være voldsomt og enestående, og vi må pludselig knæle (vers 7); andre gange kan det ske i de helt små, livsvigtige hverdagsøjeblikke, hvor vi pludselig ser op og møder et blik, der virkelig ser os (vers 3).
Hvert vers i salmen er et opstandelsesbillede, som er inspireret af ét eller flere menneskers konkrete erfaring af opstandelse: Mellem linjerne i hvert vers findes der helt bogstaveligt et virkeligt menneske, som har oplevet at være kommet fra et dybt mørke – tabets, dødens, fiaskoens, depressionens, ensomhedens eller håbløshedens mørke – ud i lyset, gennem den ubegribelige indgriben, vi kalder opstandelse.
Jeg håber selv, at de mange små opstandelser, vi oplever i dette liv, er en slags forpremierer på den store opstandelse, der skal komme engang. Og det er derfor, det sidste vers i salmen ikke bare handler om tilgivelser i dette liv, men også forsigtigt med det lille ord ’når’ peger frem mod det, som skal ske i tidens fylde. For når den umulige og ubegribelige dag oprinder, hvor vi kan give alt det liv tilbage, som nogen tog fra os på onde dage – alt hvad vi mistede under himlen – når den dag kommer, så er opstandelsen for evigt. Glædelig påske!
Iben Krogsdal