Pinse – festen for Guds Ånd (Af Anders-Christian Jacobsen)
Vi omtaler ofte pinsen som festen for Helligånden. Det er ganske rigtigt, men det betyder måske samtidig, at vi overser, at Guds Ånd har forskellige aspekter og funktioner. Guds Ånd, den tredje person i Treenigheden, er Guds udadvendte aspekt, som lader virkeligheden udenfor Gud blive til, og som skaber relationer mellem Gud og virkeligheden udenfor Gud. Guds Ånd er både skaber af universet og af Guds menighed globalt og lokalt, og Ånden helliggør og fuldender mennesket og hele skaberværket. Den danske salmetraditions smukke og dybe pinsesalmer vidner om disse forskellige aspekter af Åndens virke.
Naturen holder pinsefest – Skaberånden
’Guds åndes magt, har livet vakt’, skriver C.J. Boye i salmen Naturen holder pinsefest. Hermed peger han på et aspekt af helligåndsteologien, som ofte kommer til at stå i skyggen af forståelsen af Guds Ånd som helliggører, og som kirkens stifter og opretholder.
Naturen holder pinsefest
i blomstervirket smykke,
og lunden, som den kan det bedst,
fortæller om sin lykke.
Nu vårens vind
har ringet ind
dens fest i skovens kroner.
Guds åndes magt
har livet vakt;
ham priser tusind toner.
C.J. Boye 1834, DDS 723
At forstå Guds Ånd som livgiver er særligt vigtig i vores tid, hvor skaberværket er truet af os mennesker. I den danske salmetradition har vi en guldgrube af helligåndssalmer, hvor dette aspekt af Guds Ånds virke særligt udfoldes. C.J. Boyes salme er kun ét eksempel. Grundtvig er den danske kirkes særlige helligåndsteolog. Det kommer til udtryk i flere salmer.
I salmen ’I al sin glans nu stråler solen’ (Grundtvig 1843/1853, DDS 290) lovpriser Grundtvig foråret og den tidlige sommer – pinseliljetiden. I sommernattens korte svale ’ånder’ Guds Ånd over støvet i melodisk samklang med vindens hvisken i løvet, nattergalens sang og bækkens rislen i engen. Det er Guds Ånd som skaberånd, der er på færde her. Skaberånden ’forvolder’ sommernattens paradisiske tilstand, idet den daler og taler.
Denne Skaberånd, som Grundtvig og alle andre kan fornemme i sommernattens korte svale, er den samme Ånd, som svævede over vandene (1 Mos 1,2), da Gud i begyndelsen skabte og ordnede den verden, som også er vores hjemsted. Skaberånden opretholder til stadighed både det store kosmos og årets gang.
Guds Ånd stifter fællesskab
Skønt den danske natur spiller en stor rolle i danske pinsesalmer glemmes Åndens fællesskabs- og kirkestiftende rolle ikke. I salmen ’ Kraften fra det høje’ (N.F.S. Grundtvig 1850, DDS 287) digter Grundtvig om, hvordan Guds Ånd på den første pinsedag daled ned og skabte menighed – fællesskab:
Kraften fra det høje,
alt som en ild for øje,
med alle tungers liflighed
neddaled til Guds menighed.
Takker alle Gud for hans gave!
Det var ikke kun de nedtrykte og mismodige disciple i Jerusalem, der blev nyskabt til at være Guds menighed. Nej, Gud samler alle fra øst til vest, fra syd til nord til én menighed, der samles om nadverbordet.
Kraften fra det høje,
Guds Ånd, os sammenføje
fra øst og vest, fra syd og nord,
til gæster ved vor Herres bord!
Takker alle Gud for hans gave!
Det sammen tema kommer også til udtryk i en af vore nyere salmer ’ Uberørt af byens travlhed’ af Lars Busk Sørensen (1990, DDS 331). I kirken midt i byen holder Helligånden åbent hus og byder os fortravlede ind i kærligheden og evigheden:
Uberørt af byens travlhed og trafikkens tunge brus,
som en helle midt i larmen står det underligste hus.
Stilhed, der er livets egen, overdøver dagens krav,
her hvor Helligånden holder åbent hus for høj og lav.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds Søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.
Helligånden som oplyser og helliggører
Det er også tydeligt i pinsesalmerne, at én af Guds Ånds gaver er menneskers helliggørelse – netop det aspekt, som har fået traditionen til at tale om Guds Ånd som Helligånd. Ånden, der bærer og giver Guds hellighed til mennesker. Grundtvig skriver i vers 2 i salmen ’Talsmand som på jorderige’ (1837, DDS 294) om Helligåndens oplysning og helliggørelse af mennesker:
Kun hvad du har set, du maler,
kun om, hvad du ved, du taler,
kærligheds og sandheds Ånd!
Du, som skænker, hvad du nævner,
gør os, trods de svage evner,
visere end Salomon:
visere til dåd at øve,
visere til åndeprøve,
visere til salighed.
Guds Ånd som fuldender
Guds Ånds helliggørende gave bringer mennesker ind i evigheden. Grundtvig skriver i sidste vers af ’I al sin glans nu stråler solen’:
Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din Enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig.
Sådan fuldendes skaberværket og menigheden i Guds rige.