Salmer i gudstjenesten: supplement og korrektiv (Af Annie Kyed Jensen og Hans Jørgen Lundager Jensen

De fleste forbinder vel salmesang med en gudstjeneste og føler måske tilmed ikke, at gudstjenesten er en rigtig gudstjeneste, hvis ikke der er salmesang. Men man kan ikke sige, at der uden salmesang slet ikke ville være en kristen gudstjeneste. Uanset hvordan man i øvrigt definerer en gudstjeneste, er salmer ikke en uundværlig del. Til gengæld kan salmer synges (eller læses) andre steder end i en gudstjeneste. Så gudstjeneste og salme dækker kun hinanden delvis. Umiddelbart vil man hæfte sig ved, at salmer er et godt (eller uundværligt) supplement til gudstjenesten. Men de kan desuden, vil vi her påstå, være et korrektiv til gudstjenesten. I det følgende mest om salmer i sig selv og som supplementet; til sidst også lidt om korrektiv.

Salmer er litteratur, der kan synges: skrevne tekster med forfatter og årstal, som følger nogle formale regler: en bestemt rytme, og, normalt, med ende­rim (selv om nye salmer uden rim nu accepteres); og med en eller flere me­lodier. Synges af hvem? Mange salmer lader i deres ordvalg forstå, at de synges af flere mennesker på en gang, og taler om ‘vi’ og ‘os’. Men der fin­des salmer, der kun la­der en enkelt person komme til orde, og som taler om ‘jeg’ og ‘mig’; eksem­pler er Kingos “Sorrig og glæde” (DSS 46) og “Far, verden, far vel” (DSS 615). Selv om den hyp­pigste salmesang uden tvivl sker i fællesskab, kan man ikke sige, at en salme ‘er’ en menigheds­sang (medmindre en enkelt person kan siges at være en menighed).

Der skelnes gerne imellem salmer og bibelhisto­riske sange. Mens disse typisk vil genfortælle en bibelsk episode, fortalt fra afstand, vil den egentlige salmes ordlyd direkte forbinde det kristne indhold med den (eller dem), der synger. Man kan derfor definere en salme ved at sige, at det er et sangbart digt med kristent indhold, som eksplicit relaterer den syn­gende til ind­holdet.

Salmesang har flere, eller mange, funktioner. Den første og grundlæggende er æstetisk, i betydning glæde ved kunst: Den syngende kan nyde en salmes sprogkunst og / eller dens melodi. Denne funktion er næppe den vigtigste i en kristen sam­men­hæng; men den kommer først. En ubehjælpsom tekst på en kedsommelig melodi vil hurtigt blive glemt. En anden oplagt funktion er at give lyd (sungne ord og sætnin­ger) til følel­ser: Glæde, undren, sorg, jubel. Disse følelser kan være i den eller de syngende i forvejen; men de kan også fremkaldes af salmer. Man kan blive i godt, eller trist, humør ved at synge en effek­tiv salme.

En tredje funktion er at give lyd til tænkning. Salmerne formulerer en viden som de, eller den, syngende op­når eller, typisk, husker, ved at synge salmen. Viden er ikke noget, som mennesker bare har. Menneskers be­vidstheder er slagmarker, el­ler markedspladser, for al mulig slags viden; det, der ikke råber højt, pres­ses ned i glemmebogen. I salmen er der en bestemt slags viden, der råber meget højt: den kristne vi­den. Når den kristne synger en salme, styrkes hendes eller hans kristendom. Man kan mene, at dette just er hele gudstjenestens formål. I så fald kan det at synge en salme siges at være en minigudstjeneste, inden for eller uden for kirken og menigheden. En side af denne funktion kan være salmesangen som statement: Den syngende øn­sker at tydeliggøre (for andre eller for sig selv) sin opbakning til salmens specielle indhold eller til den religiøse ramme, den synges i.

Salmesang har en fjerde funktion der ikke er den mindst vigtige. Den syn­kroniserer bevidstheder. Normalt gør forskellige mennesker forskellige ting: går i hver sig retning og tænker på hvert sit. Men i gudstjenesten skal alle gøre det samme: rejse og sætte sig på samme tid og synge den samme salme. De syngende danner altså en fælles krop med en fælles bevidsthed - eller det er i hvert fald meningen.

At kunne synge en salme forudsætter dermed også det enkelte menneskes evne til at give afkald på sin indi­vidualitet. Det er i øvrigt forudsætningen for enhver form for samfund, og derfor er der tænkere, der har ment, at menneskehedens oprindelse skal søges i dannelsen af religiøse ritualer. Selvfølgelig skal deltagerne i gudstjenesten genfinde deres individualitet ved dens afslutning. Men at der også er måde med viljen til at opgive sig selv under selve gudstjenesten, kan ses ved, at nogle i den ikke vil deltage i nadveren.

Til sidst kort om salmen som korrektiv til en gudstjeneste. Normale gudstjenester vil omfatte et forti­digt materiale og en nutidig udlægning. Det fortidige er Bibeltekster og formler som fx dåbstiltale, nadverindledning og velsignelser. Det nutidige er prædikenen, hvor prædikanten, typisk præsten, giver et bud på, hvordan den fortidige tekst kan forstås af nutidsmennesker. Her er der ofte underforstået en ‘af-mytologisering’: De fortidige tekster har én virkelighedsforståelse; nutids­mennesker har en anden. Begrebet ‘af-mytologisering’ forudsætter, at den traditionelle virkeligheds­forståelse ikke var sand, eller i bedste fald var meget fremmedartet i modsætning til nutidens. Det er en tilsnigelse, da man strengt taget ikke kan vide om nutidens viden er sand - kun at den har overvældende stor magt (og, vil nogle sikkert sige, derfor nødvendigvis må være ‘sand’ for os). Her kan præsten udvælge nutidige salmer, som selv forudsætter afmytologiseringen. I så fald er Bibelteksterne i mindretal som en fortidig stemme. Eller præsten kan vælge traditionelle salmer (dvs. inklusive Brorsons, Grundtvigs og Ingemanns), der støtter op om Bibelens virkelighedsforståelse. Eller præsten kan vælge lidt af begge slags. Salmerne kan altså støtte nuti­dens forkastelse af den gamle virkelighedsforståelse. Eller de kan virke som modvægt imod (og der­med som en indirekte kritik af) nutidens anti-mytiske virkelighedsforståelse