Septemberluften er så klar og stille
Tomater rimer på oblater
Septemberluften er så klar og stille
Her har vi et godt bud på en høst-salme, der henvender sig til børn og unge (og alle os andre), der ikke nødvendigvis trasker rundt på landet, og lytter til lyden af mejetærskere i august/september. En salme for os i byen, der ikke har et forhold til fyldte lader og stubbene, de golde. Vi skal nok snarere kalde salmen en taknemmelighedssalme, som sætter ord på de farverige sanseoplevelser, som sensommeren og efteråret bringer os her i Danmark. Den store gartner, Gud, der nænsomt har vandet kloden og fået havens eller altankassernes urter og blomster til at gro, ham skal vi takke! Ham der lægger vitaminer ind i naturen, sunde grøntsager og fuldkorn, som vi ved, er gode for os.
Jeg er især begejstret for vers tre, hvor Ester Bock lader oblater rime på tomater. Det er en genial måde at bringe hverdagslivet og kirkelivet i sammenspil, og man ser det nærmest for sig: en rugbrødsmad med Jesu Kristi legeme.
Hos os har vi hvert år høstgudstjeneste i kirken med en stor byskole og ”Septemberluften er så klar og stille” er altid på programmet, valgt af skolen selv. Børnene har lært salmen hjemmefra og skråler med, og jeg tror, at det både skyldes Bjarne Haarhs fine melodi men også Bocks mange kendte ord som edderkopper, æbler, agurker, ja alt godt fra haven! Det er en salme, man på én gang bliver mæt og sulten af, velbekomme!
Idé af Susanne Kolby Rahbek, sognepræst i Silkeborg Kirke