Som at tale med mennesker (af Merete Bandak)

[Denne klumme er skrevet på opfordring fra redaktionen i anledning af den store lancering af 42 Bandak-salmer d. 25. maj, 2021]

Jeg har det med at skrive salmer som med at tale med mennesker. Man ved ikke på forhånd hvordan samtalen vil forløbe. For man er mindst to til en samtale. Og der findes så mange forskellige mennesker at tale med. Desuden har man det også selv forskelligt, det hører jo livet til at man påvirkes af hvad der sker, hvad man hører, hvad man læser, hvordan vejret er, hvordan man har sovet, om man er syg eller frygter sygdom eller fare, om man lige har fået en god besked, osv.
Så hvorfor er der så stor forskel på mine salmer? For det synes jeg faktisk der er… Svaret må være: salmen er blød som voks. Der er så mange input i de aftryk der sættes, og de former salmen og det den gerne vil sige.

Jeg må af og til spørge mig selv: Har du overhovedet ikke noget stabilt og originalt at byde på? En stil som helt igennem er din? Og svaret må blive: Jeg ved det ikke. Det må jeg lade andre om at bedømme. Men jeg ved at der er noget jeg gerne vil være med til at synge om. Og når der skal være en grund til at skrive en salme om det, så må det være fordi der er noget nyt at berette, ellers kan man synge en salme som allerede findes. Eller fordi det skal eller må siges på netop denne måde i dag. Det nye kan være billedsproget, eller det kan være selve rytmen eller ordenes klange. Det kan være sammenstillingen af kendte og etablerede sandheder som ikke plejer at stå og spejle sig i hinanden.
I en salme fra sommeren 2015 synger jeget solidarisk med bådflygtninge om erfaringen af tab:

Mød mig med omsorg og åben favn
jeg er en flygtning på oprørte have
Bag mig er ufred og friske grave
forude: Venter en venlig havn?

Jeg tror jeg har det med at indtage forskellige perspektiver. Som når man læser fiktion. Indlevelsen i en person giver et perspektiv på livet som man ikke før har haft, og der skabes nye erkendelser. Disse forskellige perspektiver synger med i salmerne.
Hvad er det for et jeg der synger salmerne? I nogle salmer er det et tvivlende og skeptisk jeg. I andre er det et humoristisk legebarn, som her i uddrag af en pinsesalme:

Børneleg og latter
fiskenet og mågeklatter
Pinselyn og flammer
jordbæris og kattejammer

Fodaftryk i sandet
jord og himmel sammenblandet
Vekselsang med engle
kirkekaffe, bagerkringle

Jakobsstigen virker
englesang i alle kirker
Tak for pinseånden
gavmildt hældt med venstrehånden

I andre synger en selvopgivende og angrende sjæl:

Gud jeg flygter fra i går
mærker ridserne i lakken
Skal jeg høste som jeg sår
bør jeg komme ned med nakken
Rens mit hjerte, vend mig om
Skån mig for retfærdig dom
Hør jeg ber: Hold mig i live
Husk du elsker at tilgive

I andre igen synger en sorgfuld og tynget enke. Der kan være råb om retfærdighed. I andre igen jubler hele menigheden en tak for livet og alt hvad der gror. Nogle er inderlige, andre konstaterende.
Jeg har en trang til at provokere mig selv og udfordre min lille tro og min vanetænkning:

Salige de barmhjertige
der ikke tæller på knapper
ikke er selvretfærdige
og hjælper når ingen klapper

Jeg vil også i nogle salmer udfordre det som forekommer mig som min og andres vanetænkning og flygtige kultur:

Forlad mig Gud min rastløshed
mit hjertes troløse klapren
min munds vilkårlige plapren
min manglende sans for evighed
min manglende sans for evighed

Luk døren til mit kammer i
og tyd mig skriften på væggen
ja tyd mig skriften på væggen
Lad dødsenglen gå min dør forbi
Lad dødsenglen gå min dør forbi

Til andre tider vil jeg gerne række den tørstende et glas vand ganske uden nogen forbehold eller omveje. Her et kort uddrag af en længere procesbeskrivelse:

Det blad som ormen trækker ned i jorden til behandling
vil gennem tarmens mørke tragt få del i en forvandling

En undergang i håbets tegn hvor det der smuldrer, trækkes
forskydes, samles, formes om indtil det genopvækkes

En mikroskopisk implosion, et mørkegemt mirakel
en nattehilsen neongrøn, en skøn sankthansormfakkel

Et evigt genoprettet liv, perpetuum mobile
Forventning og opfyldelse i ét i Gud i hvile

Lad aldrig håbet dø af tvivl, lad alle håbet kende
Giv tro og håb og kærlighed til denne verdens ende

Men hvad er det der gør salmerne til salmer og ikke til … ja noget andet? I alle salmerne forholder jeg mig til troen. Udfolder troen, stiller spørgsmålstegn ved troen. Henvender mig til Gud eller tillader mig at lægge Gud ord i munden som henvendelser til den enkelte og til menigheden. Henvender mig formanende og ligefrem revsende til menigheden:

Kirken er ikke en klub for de fromme
hyggeligt skærmet mod sæders forfald
glad proklamerende selvgode domme
næsten som om hykleri var et kald
Fri os for fusk
lethed og lusk
gør os til levende løv på din busk

Og så har jeg også en drøm om at der ikke skal skelnes så kraftigt mellem børns og voksnes synsvinkel. At vi i kirken skal kunne rumme børns perspektiver og verden så vel som voksnes. Fx har vi i salmebogen adskillige salmer som er skrevet med tanke på børn, men som vi nu synger som almindelige kirkesalmer, fx ’Her kommer Jesus dine små’. Her et eksempel på en sådan salme med børneperspektiv, men som egentlig er til barnet i os alle, og som synger om paradis på Jord, om Guds riges etablering og også om børns rettigheder i denne verden:

Ingen skal være alene
Alle skal synges i søvn
Alle skal lege med balloner
Ingen skal mangle et kælenavn

Ingen skal spise grønlangkål
Alle ha mælkeskæg
Alle må spise desserten først
Ingen skal tvinges til middagslur

Alle må rode på gulvet
Ingen skal rydde op
Ingen behøver skifte strømper
Alle må vælge den bedste bil

Alle må spille på guitar
Alle må danse omkring
Ingen skal sidde i et hjørne
Ingen skal kede sig halvt ihjel

Alle må hjælpe hinanden
Ingen skal kaldes en tøs
Alle må få en kattekilling
Alle må fodre den grå kanin

Alle må elske hinanden
Ingen skal være glemt
Alle skal ha en bjørnekrammer
Ingen skal kaste den første sten

Hvilken kirkelig baggrund har jeg, tilhører jeg en bestemt fraktion eller tradition? Det præger mig at jeg fik lov at gå i kirkebørneklub i Københavns Nordvestkvarter i Emdrup Kirke sammen med de andre unger fra gården. Her mødte jeg i kirkens krypt de mest fantastiske bibelhistorier fortalt med store rullende øjne og en mægtig fortælleglæde. Det var unge missionsfolk der var engageret og formidlede en glad tillid til Jesus til os børn og et ønske om at høre Gud til og leve for ham. Det er min tidlige prægning, den vil jeg ikke løbe fra. Jeg må tale og skrive om forsoningen med Gud langfredag og opstandelsen påskemorgen og Jesu sejr over døden for os alle. Hjerteforholdet til Jesus. Det er umisteligt. Påskens budskab lever jeg af og på. Og så må jeg tale om første trosartikel, alt det skabte som herligt og skabt af Gud, og om inkarnationen, ordet der fik krop, Guds nærvær i det skabte. Og om dåben og nadveren. Og om Helligånden som livgiver og Guds allestedsnærvær. Så missionsk ja, med en stor grundtvigsk perspektivudvidelse og en glæde ved naturen.
Efter min mands pludselige død i 2015 flyttede jeg på landet på Lolland og begyndte ligesom forfra på mit liv med får, hund, høns, katte tættere på naturen. Det har også bragt naturen ind i salmerne. Her et eksempel på en salme hvor naturen er i forgrunden:

En bogfinke kalder fortrøstningsfuldt
en hane slår knæk på sin galen
en svale tilfredsstiller ungernes sult
to vipstjerter vipper med halen

Forventningsfuldt sender vi bud til Gud
og tror på de himmelske løfter
i håb om at Gud sender hjælpere ud
forceres de dybeste grøfter

Men håbet kan knække og mod slå fejl
i kredsen om egne reserver
At hægte sig fast med den yderste negl
i jeget gir tyndslidte nerver

At modtage nåde med åbne gab
som svalernes unger i reden
er brødet fra himlen, det opvejer tab
i Jesus er livet og freden

Gud giv os at leve i håb og tro
med frit og taknemmeligt hjerte
og vippende hale fordi vi må bo
i tryghed med glæde og smerte

Men en salme uden melodi er ikke en salme. Jo, man kan læse salmen som et digt, men det er menighedens eller fællesskabets sang af teksten der gør den til en salme. Salmen stempler ind i fællesskabet idet den får melodi. Den får hjul så den kan køre, vinger så den kan flyve, der bliver tanket blod i dens årer. Derfor venter jeg også altid i yderste spænding på melodi fra komponisten. Det fylder en med en vældig taknemlighed at se og høre salmen køreklar og flyvefærdig. Kun én gang har jeg på opfordring skrevet en salmetekst til en melodi. Det var interessant og anderledes. Skriv på denne melodi om de vise mænd fra Østerland til Roskilde Domkirkes Drengekor, den opfordring fik jeg af organist Finn Evald i en turistbus på vej mod øst over den anatolske højslette. Pudsigt at salmen netop skulle handle om de vise mænd fra Østerland som drog den anden vej, mod vest, mens vi var på vej mod øst i samme område. Så bussens rullende rytme, rejseselskabet, flygtningesituationen i 2015, den tidlige babyloniske højkultur, landskabet der passerede forbi uden for vinduet, blev de indtryk der var med i skriveprocessen. Det blev til ’Tre vismænd fra Irak’. De fleste melodier til mine salmer takker jeg Torsten Borbye Nielsen og Kristian la Cour for. Og Lena Maaløe der leder Det voxne Kammerkor takker jeg for arrangementer af melodier og fremførelser der kan få hjertet til at smelte.

Til slut et eksempel på en påskesalme som må tale for sig selv:

Hør mit hjerte banke
hør mit hjerte slå
modeller min vilde tanke
mal den himmelblå

Giv den ørnens øje
vingeslagets kraft
påskelammets næsefløje
asketræets saft

Giv den liljens længsel
gul som forårssol
giv den korsets bitre trængsel
spyddets spidse pol

Læg den ved dit hjerte
klap den med din hånd
mærket af langfredagssmerte
Fader, Søn og Ånd

Læg den på din pude
påskelørdag lang
rejs med stjernelyn på rude
op til påskesang

Døb den i din kilde
bad den i din strøm
klæd den på til himmelgilde
mere end en drøm

Ikke kun min tanke
tag det hele med
du som lader hjertet banke
ind i evighed

Af Merete Bandak, maj 2021