”Som tørstige hjort” (af Dorte Dideriksen)

[Denne klumme er oprindeligt skrevet i marts 2020, men trods coronakrisens fravær, så er klummen stadig værd at læse – Red]

Her i Coronakrisen, hvor det ikke er muligt at deltage i gudstjenestefællesskabet, kan man igennem egen salmelæsning alligevel opleve samtidighed med menigheden i mødet med evangeliet. For i salmens direkte tiltale og det syn poesien fremkalder, ledes den enkelte ind i et fællesskab. Netop oplevelsen af samtidighed er ikke kun afgørende for, hvordan vi er kirke her og nu, men også efter at vi er kommet ud af den isolation, vi er underlagt for at begrænse smittefare.

Gudstjenestefællesskabet er båret af salmesang, hvilket gør det nærliggende at se på salmerne som gudstjenestens poetiske teologi. Det er gudstjenestens ord og handlinger, der gør salmerne konkrete, og som giver mange ord, begreber og vendinger, der ellers ville svæve i luften, en fast jordforbindelse. Alligevel kan man godt sidde hjemme i sin egen stue og synge eller læse en salme og på den måde opleve sig som kristen menighed.

Den Grundtvig, der sang ”Midt iblandt os er Guds Rige” eller ”Jeg ved et lille Himmerig”, havde noget helt præcist for øje, som nok er bundet til kulten og gudstjenesten, men samtidig også er et opgør. Den enkelte kan nemlig igennem de salmer, man har lært som kirkegænger eller er blevet præsenteret for andre steder, opleve samhørighed med det kirkelige fællesskab, også ved at sidde derhjemme.

Denne oplevelse af at tilhøre og samtidig være på afstand af et gudstjenestefællesskab, kan fremkalde en higen, sådan som det stærkt poetisk udtrykkes i salmen ”Som tørstige hjort monne skrige”. (DDS 410)

Salmen giver udtryk for den isoleredes situation med ordene i strofe 5: ”når andre til kirke mon gange, da sidder jeg her udi vrå”, mens den fare som ensomheden kan medføre beskrives i strofe 3: ”Jeg er udi hjertet så bange, de afgrunde ligger så nær”.

Det er ikke ufarligt at blive ramt af ensomhed, men salmen bevæger både gennem tiltale og syn den syngende frem til salmens centrale strofe 4:

Du er jo min salighed klippe,
på dig har jeg bygget mit hus…

Grundtvig har med denne salme, som er en gendigtning af Salme 42-43, anvendt klagesalmens struktur som leder frem til, hvordan den søgende finder sin grund og favn i Gud som en klippe. Han gør det også ved at bruge tiltalen og synet, hvorved der skabes samtidighed.

Billedet af den tørstige hjort føjer den ensomt søgende sammen med et naturbillede, hvor tørst naturligt hænger sammen med liv. På den måde bevæges synet væk fra den enkeltes egen tørst til et fælles grundvilkår. Billedet vækker oplevelsen af samtidighed, og det samme sker i strofe 6 med den direkte tale ”lad skride de nætter og dage, og bi på din Gud, som du må”, hvorved det første bud ”Du må ikke have andre guder” indskærpes.

Netop samtidighedsbegrebet synes med baggrund i Grundtvigs salmedigtning, at kunne åbne for en ny og vedkommende refleksion af, hvordan vi kan være kirke her og nu, hvor det sakramentale fællesskab er sat på vent, idet kirkefællesskabet for en tid er lukket.

I sidste strofe 7 digter Grundtvig om, hvordan den syngende, i længsel efter Gud, omsider er nået frem til sit mål:

Hans lys og hans sandhed skal føre
mig op til hans tempel i fred,
dér ordet mit hjerte skal røre,
og glemme jeg skal, hvad jeg led;
ja, selv skal jeg røre min tunge,
til salmer for Herren at sjunge,
til lov og til pris for min Gud.

For som Grundtvig netop udfolder i denne salme, så er længslen efter gudstjeneste og salmefællesskab ikke et isoleret fænomen. Det er ikke meget anderledes end den higen og tørst som ethvert menneske kan rammes af, når man af den ene eller anden grund ikke kan være der, hvor man gerne vil være.

Lige nu rammes mennesker i langt mere omfattende grad end ellers af oplevelsen af at være ensomt søgende. Salmen ”Som tørstige hjort monne skrige” har den sjælesørgeriske styrke, at den enkeltes længsel fastholdes som en fælles tørst, hvorved isolationen brydes.