Som urfjeld og klippe (af Kirsten Nielsen)
Lisbeth Smedegaard Andersen har for nylig udgivet salmesamlingen ”Skyggerids. 14 salmer. Frit efter Søren Kierkegaard.” Foran hver salme redegør Lisbeth Smedegaard for sine overvejelser over salmens tema i lyset af Kierkegaards tanker.
I bogens sidste salme bruger Lisbeth Smedegaard billedet af urfjeldet og klippen som gudsbillede. Salmen begynder med linjerne: ”Som urfjeld og klippe / i knejsende ro / bestandig den samme er du”. I sin indledning til salmen reflekterer Lisbeth Smedegaard over de mange forskellige gudsbilleder i Bibelen: ”Gud kender vi ikke: ’Ingen kan se mit ansigt og leve’, som Gud siger til Moses. Vi har ikke ord til at beskrive ham, og derfor bruger vi billeder. Ikke et enkelt billede, men mange billeder, velvidende at de hverken hver for sig eller tilsammen giver et fuldstændigt billede af ham.”
Hvad der har inspireret Lisbeth Smedegaard til salmen er Kierkegaards tanke om, at Gud nok kan bevæges af vore bønner, men Gud forandrer sig aldrig. Når vi beder inderligt og oprigtigt, så sker der ganske vist en forandring; men det er os, der forandrer os og bliver ét med Guds vilje, siger Kierkegaard. Og så citerer Lisbeth Smedegaard Kierkegaards berømte ord: ”Så strider da den rette bedende i bønnen og sejrer derved, at Gud sejrer.”
Lisbeth Smedegaard er enig med Kierkegaard i, at der foregår en bevægelse, når vi beder. Denne bevægelse kender vi fra de gammeltestamentlige salmer, hvor ”salmisten begynder i mørket, i elendigheden, i ensomheden.” Og som eksempel nævner hun Sl 28 i Det Gamle Testamente, hvor salmisten udbryder: ” Til dig, Herre, råber jeg, / min klippe, vær ikke døv for mig”. Og ned gennem salmen bevæger salmisten sig frem til forvisningen om, at Gud er nær. Lisbeth Smedegaard tror dog ikke som Kierkegaard, at det kun er den bedende, der forandres. Også Gud forandres og kommer til os, når vi beder. Derfor sammenlinger hun i sin salme Gud med både et urfjeld/en klippe, et stykke natur, der signalerer ubevægelighed, og med en person, der kan bevæges.
Lisbeth Smedegaard henviser til slut til Kolossenserbrevet 1,15, hvor Kristus kaldes ”den usynlige Guds billede”. I ham er Gud os nær, og ”derfor kan vi både holde fast ved billedet af Gud som klippen, som urfjeldet, der ikke forandres, som blæsten eller ånden, der usynligt er til stede i alt, og som en ven, der lægger sin hånd på vores kind og bringer trøst og ro.” For Lisbeth Smedegaard er Guds uforanderlighed derfor ”at forstå som en uforanderlig og urokkelig kærlighed”:
Som urfjeld og klippe
i knejsende ro
bestandig den samme er du
mens lysår og tider
og dage forsvinder
som støv i et svimlende nu
så fremmed og dog så
ufatteligt nær
bestandig bevæget er du
du hører vi kalder
og kommer og lægger
din evighed ned i vort nu
usynlig som blæsten
i træernes løv
bag alt der har ånde og liv
i barnet der leger
og fuglen der bygger
sin rede i rørskovens siv
du er som en klippe
der bringer en ro
dybt ind i mit vaklende sind
du er som en ven der
stilfærdigt kan lægge
sin levende hånd på min kind.
Kirsten Nielsen