Sten Kaalø, 75 år (Af Bo Nygaard Larsen)

Af Bo Nygaard Larsen, journalist og forfatter

Kære Sten

Det kræver mod at insistere på at være den, man er. Det kan nemt misforstås, for det er ikke alle, der forstår ens ærinde. Men netop af den grund er det afgørende, at der er nogle, der byder normen trods, for det er netop i det frigjorte sind, at den største kunst skabes. Sådan en slags er du – eller som du skrev i din salme Gå i mørket med lyset, skrevet i 2011 til Mission Afrikas 100-års-jubilæum:

Gå, så bange, med modet.
Gå med alt, hvad du tror.
Natten bliver lys som dagen.
Gå på Herrens ord!

Da jeg besøgte dig i forbindelse med udarbejdelsen af min interviewbog Salmegrus. Portræt af ti moderne salmedigtere, der udkom i 2007, var det da også friheden, der var det helt grundlæggende tema i vores samtale. Ikke mindst fordi det om noget er den, udover dit uomtvistelige talent, der banede vejen til din karriere som kreativ sjæl. Da du som 12-årig begyndte at skrive på den skrivemaskine, din mor havde lejet til dig, troede du, at du var den eneste med den trang. Men tre år senere, nok i 1960, åbnede hele verden sig for dig. Det var den dag, du cyklede fra hjemmet i Valby til Husum, hvor Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Ivan Malinovski læste op.

»De stod bare og læste deres digte op uden at virke generte, bange eller nervøse. Deres digte handlede om alt muligt, men de ramte på deres mærkelige poetiske måde noget, der var oppe i tiden, og som jeg også mærkede var i tiden. Jeg syntes, det var helt fantastisk, det var en øjenåbner ud mod en verden med skøn musik,« fortalte du mig i vores samtale.

Citatet indrammer dig perfekt, kære Sten. For med friheden kommer også trangen og lysten til at udforske og udfordre den altid aktuelle nutid. Og det har du evnet igen og igen, lige siden din debut, digtsamlingen Med hud og hår, fra 1969, over din dramatik til dine salmer. For når man som dig oprigtigt er optaget af det liv, der bliver levet her og nu, hører salmerne med. Det er menneske først, kristen så, det er verdslighed og kirkelighed, og det er luthersk og dansk.

Det mestrer du forbilledligt i Du kom til vor runde jord (DDS 70) fra 1990 – skrevet til Silkeborg Højskole.

Du kom til vor runde jord,
barn, på bare fødder,
midt i engles julekor,
med Himlens frakkeskøder.
Du var dreng i Nazareth,
stod i tømrerlære,
skar dit navn i stort og småt,
Jesus, du min Herre!

»Det er en glædessalme og et forsøg på at skrive noget om Jesus, som børn og unge kan synge med på og forstå. Det er en meget enkel salme, som har nogle enkelte studsepunkter. Som for eksempel hvor der står med Himlens frakkeskøder. Det betyder bare, at Jesusbarnet, selvom det så ud som et almindeligt nyfødt barn, var iklædt himlen. Videre skriver jeg, at Jesus skar dit navn i stort og småt. Ganske vist står det ikke i evangelierne, men det er noget, som alle børn forstår.« 

Det er et stort menneske, der kender sin næste, og det er en god præst, der lader sin egen glæde over den kristne tro smitte så meget af på andre, som du gør. Det gør dit kald, for dit liv er et kunstnerisk og sjæleligt kald, troværdigt. Du ser ikke bare din menighed og dine læsere i øjnene, du ser sammen med dem, du går sammen med dem og du er sammen med dem. For eksempel i Du tar mig, som jeg er fra 2002 – skrevet til De Grundtvigske Valg- Og Frimenigheders årsmøde. Salmen udtrykker den vekselvirkning, vi som mennesker lever i med glæde og fortvivlelse.

Du tar mig, Herre Gud,
når jeg er svag, og ingenting er værd,
og jeg så tit har nægtet dig min tanke.
For jeg er barnet, som du førte ud
af dåbens storm og skum, om skarpe skær,
mit kors er dit, det er min redningsplanke!

Gud, hvor jeg kender det, Sten. Følelsen af at være ét stort nul, de færreste bekymrer sig om. Derfor er netop denne salme én, jeg tyer til i de mørkeste stunder af mit liv, fordi du med din poesi, dine dramaturgiske kneb og dit kendskab til de menneskelige kringelkroge gør mig tryg på den videre færd. På intet tidspunkt er hverken barnet eller den voksne i mig i reel fare, for jeg ved, at du som min rejseleder vil føre mig sikkert i havn.

Du tar mig, som jeg er,
i alt mit ingenting, du griber mig,
i død og sorg og vé – når jeg må græde.
Du favner mig, du tar mig som jeg er,
al fare, smerte, savn, står nu til dig,
hav evig tak, og tag imod min glæde!

Det er et smukt opstandelsestema, du her ridser op. Og med håbet som drivkraft skærer du kristendommen ned til en forståelig og håndterlig størrelse, som gør, at alle kan være med. Det lyder så let, men det er faktisk det modsatte. For det kræver sin mand, sit mod og sin Sten at skære budskabet så tilpas til, uden at det mister dets dybde.

Kære Sten. Tak for samtalen, for stemmen, for salmerne.
Hjertelig til lykke med de 75 år.

Bo