Svein Ellingsen (1929-2020) mindeord af Holger Lissner

Den norske salmedigter Svein Ørnulf Ellingsen, som døde palmesøndag efter lang tids svaghed, var en stor ven af Danmark, idet han gentagne gange har været på studie- og skriveophold i Danmark, og han har også sat sig varige spor her i landet med de elleve salmer, han har med i Den danske salmebog.

Jeg må have mødt ham første gang i 1976, hvor han var på Løgumkloster refugium og kom over på højskolen for at høre foredrag, men jeg lærte ham først for alvor at kende i januar 1978 på stiftsgården i Båstad i Sverige, hvor han var med til arrangere et nordisk salmeværksted, hvor langt de fleste af dem, som har skabt salmefornyelsen i Norden, var samlet til en intens uge. For en nybegynder som mig, der ikke havde ret meget at komme med, var det med følelse af at være en spurv i tranedans, men også en kolossal inspiration at møde Svein Ellingsen, Anders Frostenson, Harald Göransson, Britt G. Hallqvist, Egil Hovland, Trond Kverno, Eyvind Skeie, Åke Haavik og mange flere. Det var det også for Svein: ”for mitt vedkommende vil jeg si, at det er noe av det mest inspirerende jeg har opplevd».[1] Her oplevede vi, hvordan det spirede og groede i Sverige og i Norge, som var begunstiget med en række fremtrædende salmedigtere og –komponister.

Jeg kendte adskillige af hans salmer i forvejen, og han nogle af mine, og jeg kunne mærke, at her var der en salmetone, som var anderledes end danske salmer og andre norske salmer. Nok var den dybt beslægtet med den gamle salmetone, men den havde også en anden tone af personlig smerte, gennemlyst af depressioner og personlige sorger. Han citerer et sted både Brorsons ”når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge” (DDS 109,6), og Ibsen, der lader en af sine personer sige: ””Jeg fikk sorgens gave, derfor ble jeg skald” (Kongsemnerne).

Han har skrevet en karakteristisk salme ”Under sygdom” med mottoet ”Mennesket har rom i sitt hjerte, som ennu ikke eksisterer, og lidelsen trenger inn i dem for at de skal begynne å eksistere». Leon Blum. Selve salmen begynder:

                      Mens jeg her er tatt til side,
                      vil jeg i de lange timer
                      søke å nå frem til klarhet
                      over ventetidens nåde.

                      Herre, mens jeg her er bundet,
                      ber jeg om en indre frihet,
                      slik at smertens tunger bølger
                      aldrig lammer mine tanker.

                      Takk for livets egen nåde
                      som er gjemt i smertens rytme:
                      Bølgeslag som stadig tiltar
                      skal bli efterfulgt af ebbe.

…. (Det skjulte nærvær s. 74)

Det er denne stilfærdige inderlige tone, så ægte og selvoplevet, der betager mange, og som gør, at Svein Ellingsens salmer er nået langt ud over Norges grænser, og også er blevet elsket her i Grundtvigs fædreland. Nogle i Danmark kaldte ham fersk, da han kom så talstærkt med i salmebogen. Det var han meget ked af og uforstående overfor. Men jeg kunne trøste ham med, at det ikke er så vigtigt, hvad kritikerne siger, som hvordan folket vælger. Og hans salmer bliver sunget. Stærkt står navnlig dåbssalmen ”Fyldt af glæde” (DDS 448), som er blevet den mest sungne dåbssalme i vor tid. Og den får en særlig dybde, når vi ved, at den er skrevet halvandet år efter, at hans datter Margrethe seks år gammel blev dræbt ved en trafikulykke. Da deres næste barn skulle døbes. ”Dåbens lys er tændt, når livets slukkes.”

Salmerne kom ikke nemt til ham. Adskillige salmer begyndte som forsøg og måtte lægges til side, men blev siden taget op igen, måske tyve år efter, før de fandt den form, han drømte om. Det gælder for eksempel salmen ”Herre, når din time kommer” (DDS 277), som han påbegyndte i 1956 under et ophold på Sigtunastiftelsen, men ikke var tilfreds med. Først under et ophold tyve år senere på Løgumkloster refugium i 1976, kom den til ham, da han på højskolen hørte professor Regin Prenter tale om det kristne håb, ”og den gjennomlyste talen kunne lignes med en ikon med bilder af vårt liv i lyset af den herliggjorte Kristus.” Han gik lige hjem til refugiet og skrev den, ”- om ikke i den syvende himmel, så i hvert fald i den sjette”[2].

Svein var uddannet som maler fra Statens Kunstakademi. De billeder, jeg har set af hans, er stilfærdige, meget ofte med en blå tone, omhyggeligt udarbejdet, med en stor fred i sig. Men de har efter min mening ikke helt den samme enkle styrke som hans salmer. Engang, vi besøgte ham og hans kone Ingegjerd i Saltrød, viste han os sin samling af malede æg nede i arbejdsværelset i kælderen. Og de er så fine, så fint malet. Forsigtigt og nænsomt.

Han var også en dygtig og aktiv hymnolog og et centralt medlem af den norske salmebogskommission, ligesom han også var en markant bidragyder til den norske salmebog 2013, hvor han har 43 salmer og 15 oversættelser. Og han opnåede i 1976 den særlige hæder at komme på finansloven som salmedigter! Det siger noget om hans stilling i Norge. Også internationalt var han engageret i hymnologikonferencer rundt om i verden.

På én måde var hans sprog traditionelt, men han eksperimenterede også med at skrive urimede salmer, fordi han ligesom så mange andre kunne køre træt i de forslidte kristelige rim dåb-håb-råb. Når vi synger ”Fyldt af glæde over livets under”, er der ingen, der tænker over, at versene ikke er rimede. Strukturen er så klar, at det alligevel bliver poesi. Og når vi synger hans meget smukke ”Vi rækker vore hænder frem” (DDS 367) ”, tror vi i begyndelsen, at den også er urimet, men opdager lidt efter lidt, at rimene ligger fra vers til vers, så det sidste ord i et vers rimer med sidste ord i første linje af næste vers.

At få julebrev fra Svein var en oplevelse. For det første var konvolutterne kalligraferet med den fornemste skrift og frankeret med smukke norske frimærker, og for det andet var brevene fulde af gode citater og oplevelser af de billeder, han var rejst ud for at se, og som han fik utrolig meget ud af. Eller overvejelser om f.eks. det at blive gammel: ”Det er vel en allmenn erfaring at dess eldre vi blir, dess vanskeligere er det å utholde tanken på alt det grusomme i verden. Og tanken på virkeligheten, den lidelsesfulle verden vi lever i , kan bli en alvorlig snublesten for troen. Jeg er ikke grubler av natur, men de ubesvarte spørsmål presser ofte på. Da må jeg tenke på en scene fra den bevegende filmen «Gud och mennesker», der prioren i det lille klosteret, i en forferdelig situasjon legger klosterbrødrene disse ord på sinne: «Vi kjenner ikke Guds mysterium». Jeg tenker også på noe som står i et av Paal-Helge Haugens dikt: «Verden er forsegla – ei meining med lukka omslag». Og jeg må stadig vende tilbake til et ord af Carl Fredrik Engelstad: «Gå til ro i gåten!» Det betyr ikke å resignere, men å akseptere menneskelivets vilkår – at «verden er forseglet». Men som Carl Fredrik Engelstad sier gjennom sitt forfatterskap, gjennem tro og kjærlighet, skal vi komme det gåtefulle inn på livet, uten å fortvile over alt det vi ikke kan forstå.» (Julebrevet 2011).

Men det er navnlig hans fine salmer, jeg vil huske ham for. En salme som ”Vær stærk, min sjæl, i denne tid” (DDS 635) er også skrevet kort efter, at han mistede sin datter, og den har ord, som kan bruges på og bære igennem mange smerter. Den er en af den slags, der melder sig, når vi står over for det ubærlige. For den peger frem, når digteren siger til sig selv:

Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære!
Hold ud i prøvens stund og lid
de døgn, du går i lære.
En dag til slut
blir mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.

…

Se mørket blir din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder.
Se, du er fri
og lever i
Guds løfterige fremtid.

[1] Hymnologiske meddelelser 1999, 1. s. 23

[2] Barn af huset. Nogle tanker af mit tekstforfatterskab. Hymnologiske Meddelelser 1999, nr. 1