Tanker forud for Allehelgen – hvad skal vi synge? (Af Lisbeth Lindegaard)

Alle helgens dag nærmer sig, hvor vi har tradition for at holde en gudstjeneste sammen med dem, der har mistet i årets løb. Det er en af den slags gudstjenester, der kræver en særlig opmærksomhed og planlægning, fordi anledningen er følsom og menigheden sammensat. For selvom kirkegængerne har det til fælles, at de har mistet, vil deres tab, sorg og situation være ganske forskellig, ligesom deres kirkelighed vil være det. Nogle er kirkevante og kender mange salmer, andre ikke. Alle skal dog føle sig inkluderet i gudstjenesten, men alle skal også ”kunne være i det”, uden f.eks. at føle, at der trækkes en bestemt stemning eller opfattelse af deres situation ned over hovedet på dem. Det må ikke være for sentimentalt eller tungt, men skal dog kunne rumme eller tale ind i det, der er tungt, og vi skal gå derfra opløftede og trøstede. Salmevalget er væsentligt i denne sammenhæng. Som altid. For salmerne er menighedens ”talerør”, og når vi vælger en bestemt salme, lægges kirkegængerne nogle ord i munden. Ord, som de helst skal kunne tage til sig, ligesom de skal kunne synge med på melodien.

Til Alle helgen vælger jeg derfor både gammelt og nyt. Vi skal synge nogle af de gamle salmer på kendte, elskede melodier og med ord, som de fleste vil have en historie med og måske også sang ved begravelsen, men vi skal også over i det nyere repertoire, der taler om livet og døden, sorg og tab i en nutidig kontekst og et tidssvarende sprog. Denne gang vil det bl.a. være Lisbeth Smedegaard Andersens ”Ser ud over landet med skoven”, vi skal have med (100 Salmer nr.838). Melodien af Erling Lindgren er lys og let at fange, og dens fortrøstningsfulde dur-tonalitet går godt i spænd med teksten, hvor der nok tales om død og tab, men med håb. Vi går mod lyset og håbet. Jeg vil foretrække salmen spillet forholdsvis langsomt, så den ikke slår over i det direkte muntre, men bliver i et mere stemningsneutralt leje, som en eftertanke vil være i.

Salmen tager udgangspunkt i efteråret med dug og løv, der falder. Dog ikke som skoven, der falmer, men som ”bladguld ingen har brugt”. Gyldent og smukt, men forgængeligt. Ligesom livet, som også er for en tid – og kærligheden, hvis pris er, at vi en dag vil miste. Det andet vers kommer omkring begge dele, og koblingen mellem de to vers sker med et citat fra Sl.103, 15-17. Men måske ligger også Præd. 3 bag verset, fordi dén tekst netop taler om det, forstanden ved – at alting har en tid – men som hjertet aldrig forliger sig med.

”som græsset er menneskets dage”
det er så uendeligt svært
at elske og miste – forstanden ved
hvad hjertet aldrig får lært

Derefter følger en beskrivelse af en erfaring, som enhver, der har mistet, vil kende til: at der er så meget, der minder om afdøde. Ting i stuen, vaner, gøremål og meget andet. Men mange vil nok også nikke genkendende til, hvad verset også nævner, at menneskers ord sjældent slår til, når vi mister. De kan lyde som tomme floskler eller som et akavet forsøg på at fjerne sorgen. Men sorg kan ikke fixes, vi skal lære at leve med den. Vi kan og skal ikke gemme den væk, som fjerde vers beskriver det:

Forsøger om dagen at lukke
for det der får tårerne frem
erindringer vandrer omkring ved nat
og lirker døren på klem

Fra de første fire vers, der beskriver det at miste, bliver salmen i de to sidste mere forkyndende. For mens menneskers ord ikke slår til, og vi selv i bønnen kan mangle ord, så er der dog et ord, der gør, nemlig Guds ord. Eller stemme. Den lyder og høres helt ind i døden, og kalder os ud til livet og håbet, såvel som til fællesskaber med andre, så vi f.eks. på en Alle helgens dag kan gå ned til gravstedet sammen og tænde et lys på graven, så den ”blomstrer med lys”.

men dér hvor selv bønnen forstummer
der lyder en stemme fra Gud
om ham der skal sønderslå dødens port
og kalde mennesker ud

til livet og håbet der våger
ved vinter mens alting fornys
de døde skal sove sig bort i jord
men graven blomstre med lys.

Uden at det nævnes direkte, refereres der til påske og opstandelse. Nogle kirkegængere vil gribe denne reference og måske få associationer i retning af et par af Grundtvigs påskesalmer med hele det tankesæt, der hører dertil, mens andre måske mere vil forstå versene som en beskrivelse af håb og genvundet livsmod her og nu, samt af det helt konkrete: at vi efter gudstjenesten går ud på kirkegården og sætter lys på gravene. Begge dele er der dog håb i. Således også den tråd, der er mellem det sidste vers og det første, for mens salmen begyndte med efteråret, er vi nu nået til vinter – som skal blive til forår! Håbet vil overvintre, så ”alting fornys”. Om dette skal forstås som en opstandelse hisset eller en håbs forkyndelse her, eller begge dele, lades usagt. Det må den enkelte kirkegænger selv at afgøre. Dermed favner salmen igen hele den menighed, der måtte være til stede, for med de valgte billeder skabes der et rum, vi alle kan være i – med de tab, vi måtte have, og den situation, vi måtte være i – og hvor vi sammen fortrøstningsfuldt synger om, at vi kaldes ud til liv og håb.