Vær velkommen, Herrens år (af Kirsten Nielsen)

To gange om året fejrer vi nytår. Ved kirkeårets begyndelse med første søndag i advent, og når kalenderåret begynder nytårsnat. Begge gange synger vi en salme af Grundtvig, og begge salmer karakteriserer det nye år som ”Herrens år”. Udtrykket er en bekendelse til Guds magt og en indrømmelse af begrænsningerne i vores egen.

Begge salmer taler også om, hvem Gud er. Adventssalmen (DDS 74) gør det ved at pege på de store frelseshistoriske begivenheder: jul, påske og pinse og ved i sidste strofe at nævne glæden ved ”hver Herrens dag”. For søndagen med dens gudstjeneste er og bliver en højtid. Nytårssalmen (DDS 712) beskriver derimod, hvem Gud er ved hjælp af en række begrebet. Gud som sandhedens Gud, som nådens Gud og fredens Gud for så i sidste strofe at kalde Gud for ”Fader Gud”.

Adventssalmen knytter til ved det, der er forbundet med Jesu fødsel, død og opstandelse samt Helligåndens komme. Nytårssalmen forbinder kun i sidste strofe nytåret med Jesus gennem formuleringen ”i Jesu navn”. Resten af salmen falder det derimod naturligt at tænke på Gud som den, der er garanten for vore vigtigste værdier: sandhed, nåde og fred. For hvordan skulle et samfund kunne fungere, hvis vi ikke stræbte efter at tale sandt, eller hvis vi gjorde sandhed til noget relativt, så sandhed alene var afhængig af, hvad den enkelte mente var sandhed? Og hvem kunne leve trygt, hvis ikke vi turde stole på, at den nådige Gud ville give os god høst, så vi kan få det daglige brød. Og hvor dyrebar freden er, ja, det mindes vi daglig om i denne tid, hvor ufred og krig hærger også vores del af verden.

Man skelner sommetider mellem frelsesreligion og velsignelsesreligion. Ud fra den skelnen er adventssalmen udryk for en frelsesreligion med Jesus som frelseren, mens nytårsalmen mere ligner velsignelsesreligionen, hvor Gud nådigt tager sig af vore dagligdags behov som f.eks. fred og dagligt brød.

Nytårssalmen kan synges af mennesker med forskellige holdninger til religion, hvad enten man tilhører en helt anden religion eller blot har et distanceret forhold til kristendommen. Derfor kan salmen samle på tværs af de meningsforskelle, som ellers nemt kan ødelægge stemningen en festlig nytårsaften. Men når Grundtvig taler om sandhed, nåde og fred, så gør han det ikke ud fra en abstrakt forståelse af nogle alment gyldige værdier. For Grundtvig er sandhed, nåde og fred forbundet med en person. Det var Jesus, der kaldte sig selv for ”Vejen, sandheden og livet”. Det er ikke mindst gennem de nytestamentlige beretninger om Jesu holdning til de udstødte, at vi ved, hvad nåde og tilgivelse er. Og det er gennem Jesus, vi har fået løftet: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.”

I kristendommen er de abstrakte begreber igen og igen knyttet til Jesus, til Gud Fader eller til Helligånden. For forholdet til Gud er altid et personligt forhold. Derfor kan Grundtvig heller ikke nøjes med at tale i begreber. Han har brug for den helt centrale metafor: Gud som en far. En personlig metafor, der handler om at stå hinanden nær. Det er i tillid til den personlige relation til Gud som far, at vi kan synge om det nye år som et ”Herrens år”, et år som kun er vores, fordi vi får det forærende. Nok kan vi lave nytårsforsætter og love os selv, hvad vi vil udrette i det kommende år. Men overskriften over det nye år er ikke ”Mit år”, men ”Herrens år”, og ”Herrens år” er netop for os alle. Derfor skriver Grundtvig ikke ”mig”, men ”os”, ikke ”mit”, men ”vort”. For skal det nye år forløbe i ”Jesu navn”, så skal det være et år for os alle.

Glædeligt nytår!