Vidunderligt gammel og vidunderligt nyt (af Morten Skovsted)

Det er nok gået op for de fleste af vores salme- og sangglade brugere, at der i går kom en ny, 19. udgave af Højskolesangbogen. Det har været omtalt i de fleste medier og markeret med sang her og der. Det helt store udtræk med fællessang og sangfester har der af gode (dårlige) grunde ikke været det store af, men bogen er kommet, og tiden ligger foran os, så vi skal nok få dem sunget før eller siden.

Nogle af os har set frem til datoen, d. 12. november 2020, i temmelig lang tid, for Højskolesangbogens betydning for fællessangen i Danmark er vanskelig at overvurdere, både historisk, aktuelt og fremadrettet.  Højskolesangbogen er kulturhistorie, minder og ånd. Den er højskolernes sjæl og samtidig sogneaftener, sangarrangementer, fællesskaber, årstidernes poetiske sjæl og stille aftensange

Og nu kan vi så få afklaret spørgsmålene: Hvad ryger ud, hvad kommer ind? Hvordan bliver præget og karakteren er denne udgave af Højskolesangbogen? Jeg vil i det følgende give et rids af, hvad der har fanget mine øjne og øren. Det er ikke en egentlig anmeldelse, selvom om min begejstring nok vil være svær at skjule her og der. Og udtømmende er det heller ikke, men snarere et første indtryk.

601 sange rummer bogen, hvoraf de 151 er nye, og det betyder, at der er røget mange sange og en del salmer ud. For nogle vil det gøre ondt, mens det for andre vil være ligegyldigt, at denne og hin sang er forsvundet.

Der er valgt et par væsentlige kernesalmer fra, og man har ikke har skånet den gamle Grundtvig i den forbindelse. Det skal nok give lidt ballade, at ’Denne er dagen’ og ’Lovsynger Herren’ at forsvundet, men når man lige er kommet sig over chokket, giver det egentlig meget god mening, da de salmer i høj grad er knyttet til højmessen og kirkerummet, og i den forbindelse kan man jo synge dem fra Salmebogen.

Til gengæld er der kommet mange nye salmer med, så antallet af salmer alt i alt er ikke blevet mindre. Det er interessant, at mens selve tros-afsnittet er blevet mindre, så er der i stedet et større antal salmer, der fletter sig ind i afsnittene om årstiderne og menneskelivet, og på den måde bliver det formindskede trosafsnit ikke et udtryk for, at troen fylder mindre, snarere omvendt: Troen fylder mindst lige så meget, men på en måde hvor den er mindre adskilt fra og mere flettet ind i menneskelivet. Det er såre grundtvigsk.

Blandt de nye salmer fylder Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal og Jens Rosendal en del. Smedegaard har 8 salmer med, mange af dem stærke årstidssalmer, hvor digterens sproglige mestring og sanselighed finder udtryk i altid gennemarbejdede og formfuldendte salmer. Allerede nu kan vi synge hele to smukke novembersange, og der er mere i vente resten af året. Smedegaard Andersen overgås i antal af både Jens Rosendel og Iben Krogsdal, der begge er repræsenteret med ti sange og salmer. Rosendal var den mest repræsenterede nulevende digter i den forrige udgave med 13 sange, hvoraf nogle er røget ud og andre er komme til, så nu har han ti sange med, og han må derfor dele førstepladsen blandt de nulevende med Krogsdal. Rosendal er i al stilfærdighed en elsket og meget sunget digter, måske især i det jyske. Og ophøjet bliver han yderligere derved, at verset, der traditionelt indleder Højskolesangbogen, ikke er Grundtvigs som i de to forrige udgaver men nu er de sidste to linjer fra Rosendals afskedssang ’Som solskin over mark og hav’ (nr. 481), hvor det lyder: ”Synger om hvad livet vil / hver dag vi er til stede”.

Iben Krogsdal er ny i Højskolesangbogen, og som nogle vil vide, må jeg træde varsomt for at være nogenlunde objektiv nu, da jeg er gift med Iben på 28. år, men jeg vil vove at sige følgende: Som det gælder overfor enhver redaktionel proces, kan man undre sig over fraværet af nogle af de sange og salmer, man selv holder allermest af, MEN der er dog perler iblandt de medtagne sange. Det gælder bl.a. ’Som de første forårsdage’ med skøn melodi af Janne Mark, og så ’Lige før timerne mørkner i juni’ med en ægte Sommer-melodi – i dobbelt betydning.

Desuden er der nye salmer af folk som Niels Johansen, Katrine Lilleør, og Simon Grotrian, der af mystiske grunde kun har to salmer med. Grotrians salmer er sære og unikke, men de er også spændende, og der kunne sagtens have været en håndfuld af hans salmer, som ville kunne udfordre og berige både gamle og unge. Jeg kunne tænke mig ’Han glemmer mig aldrig’, ’Nu dufter vi af jul igen’ og måske Herren svinger tryllestaven’. Det mærkelige er, at Jørgen Carlsen er erklæret Grotrian-fan, men han har ladet kæphesten stå i garderoben, og det er vel egentlig meget sympatisk.

I det helt taget (en fodnote): Jeg har selv siddet i større redaktionsprocesser, ikke mindst med ’100 Salmer’, hvor man kun havde plads til et vist antal sange og salmer. Den slags arbejde består af 90% dyb saglighed, seriøsitet og kvalitetsafvejning, MEN…. når så puslespillet i sidste ende skal falde på plads, så er der pludselig mange kompromisser, der gør processen lidt vilkårlig. Så er der for mange oktobersange, så er der for få kvinder eller for mange af dem, A kan lide, eller B ikke kan lide, og der er små studehandler a la “Du fik din vilje med den sang, så nu bør jeg også have min med en anden”… Det er nok svært at undgå, men også på en måde lidt uværdigt for det samlede, redaktionelle forløb.

Ved siden af de nye salmedigtere, og dem der ligger i top-10, er der naturligvis også de gode gamle, nye salmedigtere som Holger Lissner, Hans Anker Jørgensen og Lars Busk Sørensen, der alle har gengangere med, og såmænd også nye, fine salmer. Og så har Anne Linnets ’Lille Messias’ også fundet vej til Højskolesangbogen. Så vidt salmerne, der i øvrigt alle kan findes på salmer.dk.

Der er kommet adskillige nye sange med af danske lyrikere og forfattere som Naja Marie Aidt, Dy Plambeck, Pia Juul, Kim Leine og Pia Tafdrup. Der er smukke tekster iblandt, men man mindes også flere gange om, at der er forskel på at skrive god prosa og så at digte sange og salmer.  

På samme måde kan der være væsentlige forskelle på en god, solistisk fremført pop-sang og en velfungerende fællessang. Der er tradition for, at man i enhver ny Højskolesangbog afprøver et antal sådanne pop-sange, og mange af dem ryger siden ud igen. I denne udgave finder vi popsange af kunstnere som Sys Bjerre, Simon Kvamm og Kim Larsen, der nu har hele otte sange med. Der er samtidig medtaget nye, engelsksprogede popsange af David Bowie, Lou Reed m.fl. og udvælgelsen kan virke lidt vilkårlig.

Og så er der Ramadan-sangen, som har taget rigelig opmærksomhed, og som jeg måske af diplomatisk grunde burde undlade at kommentere, men jeg vil gøre alligevel, fordi jeg synes at sangens optagelse vidner om noget væsentligt. Det er nemlig, synes jeg, vigtigt at huske på, at et af Højskolesangbogens særkender er dens rummelighed og mangfoldighed: at den rummer både verdslige og kirkelige sange, der står side om side i fredelig sameksistens. Ud fra samme princip findes der også i Højskolesangbogen adskillige sange af udpræget kirkekritiske digtere, som f.eks. Johannes V. Jensen. Og dertil flere socialistiske sang som ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’, der så at sige er vokset ud af en glødende antikirkelighed.
Når man således kan rumme både ateister og socialister, og derved måske kan få disse til at føle sig inkluderet i eller i det mindste set og forbundet med det fællesskab, Højskolesangbogen er udtryk for… så kunne man vel tænke sig, at det samme kunne gælde landets muslimer? Det synes mig at være både ret kristeligt og ret Højskoleagtigt tænkt.
Hvad sangens egentlig kvaliteter angår, så har den er skøn melodi, mens teksten er ret sølle, rent poetisk. Det gør sig imidlertid gældende for en stor del af de øvrige pop-sange også, og sådan er det, idet popsange ofte drives af musikken, men spørgsmålet er, om man ikke kan og bør stille større krav til teksterne, når de skal synges som fællessange? Det er en ganske anden genre med større vægt på det talte/sungne ord.

Til sidst vil jeg kaste et blik på komponist-siden, for det slår mig, at der næsten udelukkende tales om teksterne og digterne, når vi ser de nye sange an og diskutere dem mere eller mindre højrøstet. Det er unfair og også lidt mærkeligt, for ganske vist gælder det, som jeg plejer at sige det, at teksterne er det primære, men til gengæld er melodierne det vigtigste. Teksten er næsten uden undtagelser det element, der kommer først i den kunstneriske proces, hvor en komponist oftest sætter melodi til en eksisterende tekst. Det er også som regel teksten, man læser først i en redaktionsproces, MEN: En sang vil aldrig leve videre med en dårlig melodi. Der findes masser af eksempler på, at dårlige tekster har fået et langt, og godt liv med en fantastisk melodi, men det er yderst sjældent, at det omvendte gør sig gældende.

Komponistlisten toppes af de sædvanlige (afdøde) stjerner: Carl Nielsen, Oluf Ring, Thomas Laub, Weyse, Otto Mortensen og Thorvald Aagaard og så en masse folkemelodier. Det er, som det skal være. Det samme må man sige om de ’nyere, etablerede komponister’, hvoraf Erling Lindgren også i denne udgave er den mest repræsenterede, nulevende komponist med hele 13 melodier efterfulgt af Erik Sommer med elleve og Michael Bojesen med syv. Alle tre skriver i klassisk højskole- og kortradition.

Men også nye er der kommet til, og man lægger især mærke til Marianne Søgaard, Højskolelærer på Silkeborg Højskole med syv bidrag, Janne Mark med seks bidrag og Katrine Muff Enevoldsen fra Johan Borups Højskole med fem melodier. De tre skal man lægge mærke til, hvis man ikke allerede har gjort det, og det samme kan man gøre med Mads Granum, for tilsammen tilføjer de (med flere) en folk-, jazz- og singer-songwriter-tone, som er velgørende ny, uanstrengt og inspirerende.

Tak i øvrigt – helt lavpraktisk – for, at man langt om længe har samlet alle registre bag i bogen. Det har altid været en uskik, at det alfabetiske register stod forrest, og så alligevel ikke helt forrest.

Afsluttende skal det blot siges, at Højskolesangbogen suppleres med dels en stor, vægtig Melodibog, nu i højformat og så en lige så imponerende stor og flot Sanghåndbog, hvor man over hundredvis af sider kan læse små artikler om hver enkelt sang.

Desuden findes klaverakkompagnement på nettet (Spotify m.m.), så der findes kun én undskylding for ikke at kaste sig småforelsket over denne både gamle og helt nye sangskat. Og det er den forbandende Corona, der hinder os i at synge helt så meget og helt så samlet, som vi gerne vil. Men vi må synge det vi kan, og så glæde os til vi kan synge igennem i de helt store forsamlinger.

Læs og hør meget mere her: www.hojskolesangbogen.dk, hvor der både er artikler, podcasts og links til webshop.

Således ordene for denne gang.

Morten Skovsted